Af SkoleABC-redaktionen · Redaktionelle principper
Putins tale i Forbundsdagen 2001: Da Rusland rakte hånden ud mod Europa
Indledning
Den 25. september 2001 holdt Ruslands præsident Vladimir Putin en tale i den tyske Forbundsdag i Berlin.
Talen fandt sted blot to uger efter terrorangrebene mod USA den 11. september 2001.
Den blev holdt på tysk, hvilket i sig selv var usædvanligt for en russisk leder.
Men det mest bemærkelsesværdige var ikke sproget.
Det var budskabet.
Putin talte om et fælles Europa.
Om samarbejde.
Om økonomisk integration.
Om sikkerhed.
Og om et partnerskab mellem Rusland og Vesten.
I dag, hvor forholdet mellem Rusland og Europa er på sit laveste niveau siden Den Kolde Krig, fremstår talen næsten som et historisk paradoks.
Derfor er den vigtig at forstå.
En tale, som stadig kan læses i sin helhed
Et vigtigt princip i historisk arbejde er at gå tilbage til originalkilderne.
Putins tale er ikke et rygte eller en efterrationalisering.
Den findes stadig i Forbundsdagens officielle arkiv:
Deutscher Bundestag: Rede von Präsident Wladimir Putin am 25. September 2001
Videooptagelser af talen findes ligeledes offentligt tilgængelige.
Det betyder, at du selv kan kontrollere indholdet.
Læs om Putins tale i Forbundsdagen 2001
Kilde: Talen blev holdt af Vladimir Putin i den tyske Forbundsdag den 25. september 2001. Den officielle tyske version kan læses hos Bundestag her:
Deutscher Bundestag: Wortprotokoll der Rede Wladimir Putins
.
Den engelske/russiske version findes også i Kremls officielle arkiv:
Kremlin: Speech in the Bundestag of the Federal Republic of Germany
.
“Den Kolde Krig er forbi.”
I talen takkede Putin Forbundsdagen for muligheden for at tale som den første russiske statsoverhoved i det tyske parlament. Han understregede, at Rusland så sig selv som en del af Europas historie og kultur, og han pegede på, at Rusland og Tyskland havde et særligt ansvar for at overvinde fortidens konflikter.
Putin talte om, at Europa ikke burde deles op i nye blokke efter Den Kolde Krig. Han argumenterede for et bredere europæisk sikkerhedsfællesskab, hvor Rusland ikke blev behandlet som en fjende udenfor systemet, men som en naturlig partner. Han advarede mod nye skillelinjer på kontinentet og fremhævede behovet for samarbejde om sikkerhed, økonomi, terrorbekæmpelse og fælles udvikling.
Talen blev holdt kort efter terrorangrebene mod USA den 11. september 2001. I den sammenhæng fremhævede Putin, at Rusland og Vesten stod over for fælles trusler. Han lagde vægt på, at internationale problemer ikke kunne løses gennem mistillid og blokpolitik, men gennem samarbejde mellem stormagter og europæiske lande.
Set i dag er talen historisk interessant, fordi den viser et tidspunkt, hvor Rusland offentligt talte om partnerskab med Europa. Det betyder ikke, at Rusland nødvendigvis havde rene hensigter, eller at alle senere konflikter skyldtes Vesten. Men talen dokumenterer, at den russiske regering i 2001 offentligt rakte hånden ud mod Europa og beskrev Rusland som en del af en fælles europæisk fremtid.
Kildekritisk note: Talen bør læses som en politisk tale, ikke som neutral historieskrivning. Den viser, hvad Putin ønskede at signalere i 2001, men den beviser ikke alene, hvad Ruslands langsigtede hensigter var. Den er dog en vigtig primærkilde, fordi den dokumenterer den officielle russiske linje på dette tidspunkt.
Hvad sagde Putin egentlig?
Putin beskrev Rusland som en europæisk nation.
Han argumenterede for, at Rusland og Europa havde fælles interesser.
Han opfordrede til et tættere økonomisk samarbejde.
Han talte om nødvendigheden af fælles sikkerhed.
Og han kritiserede tanken om nye skillelinjer på det europæiske kontinent.
Et af talens mest citerede budskaber var ønsket om et fælles europæisk samarbejdsområde fra Atlanterhavet til Rusland.
Putin sagde blandt andet:
“Ingen er interesseret i en tilbagevenden til den kolde krig.”
Han beskrev samtidig Rusland som en naturlig del af Europas kulturelle og historiske udvikling.
Talen var langt fra konfrontatorisk.
Tværtimod var den præget af forsonende formuleringer.
Hvorfor holdt Putin talen på tysk?
Putin arbejdede i DDR som KGB-officer i 1980’erne og taler flydende tysk.
Valget af sprog var næppe tilfældigt.
Det sendte et signal.
Ikke kun til Tyskland.
Men til hele Europa.
Ved at tale på tysk signalerede Putin respekt for værtslandet og understregede samtidig ønsket om nærmere forbindelser.
Talen blev flere gange afbrudt af applaus fra de tyske parlamentarikere.
Rusland efter 11. september
Tidspunktet er afgørende for at forstå talen.
Den blev holdt blot fjorten dage efter terrorangrebene mod New York og Washington.
Efter angrebene tilbød Rusland støtte til USA’s kamp mod terrorisme.
Ifølge NATO’s egen historiske gennemgang samarbejdede Rusland og NATO tættere i perioden efter 11. september:
Rusland accepterede blandt andet amerikansk militær tilstedeværelse i Centralasien som led i operationerne i Afghanistan.
Dette er vigtigt, fordi det viser, at forholdet mellem Rusland og Vesten ikke altid var præget af den mistillid.
NATO-Rusland-Rådet
I 2002 blev NATO-Rusland-Rådet etableret.
Formålet var at skabe dialog og samarbejde mellem Rusland og NATO.
Ifølge NATO skulle rådet fungere som et forum, hvor fælles sikkerhedsspørgsmål kunne diskuteres:
Set med nutidens øjne kan det virke overraskende, at NATO og Rusland på dette tidspunkt arbejdede så tæt sammen.
Men det understreger, at forholdet mellem parterne ikke altid var præget af åben konflikt.
Hvorfor begyndte forholdet at forværres?
Hvis man læser talen i dag, opstår et naturligt spørgsmål:
Hvis Rusland og Vesten talte om partnerskab i 2001, hvad gik så galt?
Historikere og politologer peger på flere årsager.
NATO’s fortsatte udvidelse
NATO fortsatte med at optage nye medlemslande i Østeuropa.
Vestlige regeringer beskrev udvidelserne som frivillige valg foretaget af suveræne stater.
Russiske ledere beskrev udviklingen som et aftalebrud og dermed sikkerhedspolitisk udfordring.
Begge synspunkter eksisterede samtidigt.
Missilforsvar
I 2002 trak USA sig ud af ABM-traktaten.
Planer om missilforsvar i Europa blev efterfølgende et voksende konfliktpunkt mellem Washington og Moskva.
USA beskrev systemerne som forsvar mod trusler fra blandt andet Iran.
Rusland beskrev dem som elementer, der kunne påvirke den strategiske balance.
Farverevolutionerne
Orange Revolution i Ukraine og andre politiske omvæltninger i det tidligere Sovjetunionen blev af Vesten set som demokratiske bevægelser.
I Moskva blev de opfattet som vestligt støttede geopolitiske projekter.
Denne forskel i opfattelse bidrog til voksende mistillid.
Hvordan ser Rusland på talen i dag?
I russiske medier og blandt russiske analytikere bliver talen ofte fremhævet som et eksempel på, at Rusland forsøgte at skabe et tættere forhold til Europa.
Kreml har flere gange henvist til perioden som bevis på, at Rusland ikke søgte konfrontation.
Det er en del af den russiske forståelse af udviklingen.
Hvordan ser Vesten på talen i dag?
I mange vestlige analyser beskrives talen som et interessant historisk øjeblik, men ikke nødvendigvis som bevis på, at Rusland ønskede et varigt strategisk partnerskab.
Nogle analytikere mener, at talen viser et reelt ønske om samarbejde.
Andre mener, at den primært var taktisk.
Der findes ikke enighed.
Men der findes dokumentation for, at talen fandt sted, og at dens budskab var markant mere samarbejdsorienteret end den retorik, som senere kom til at præge forholdet mellem Rusland og Vesten.
Kildekritik
Putins tale bruges i dag af både tilhængere og kritikere af Rusland.
Talen bliver brugt som bevis på, at Vesten afviste russiske forsøg på samarbejde.
Andre afviser talen som ren politisk strategi.
Begge positioner går længere, end kilderne nødvendigvis tillader.
Det vigtigste historiske faktum er, at talen eksisterede, at den blev holdt offentligt, og at den indeholdt en række klare opfordringer til tættere samarbejde mellem Rusland og Europa.
Hvad Putins langsigtede hensigter var, kan ingen vide med sikkerhed.
Derfor bør man skelne mellem dokumenterede begivenheder og senere fortolkninger.
Sammenfatning
Putins tale i Forbundsdagen i 2001 viser et historisk øjeblik, som ofte overses i nutidens debat.
Talen dokumenterer, at Rusland på dette tidspunkt offentligt talte om partnerskab, økonomisk integration og fælles europæisk sikkerhed.
Den beviser ikke, at alle senere konflikter kunne være undgået.
Den viser, at forholdet mellem Rusland og Europa engang så anderledes ud.
Netop derfor er talen stadig relevant for alle, der ønsker at forstå, hvordan samarbejde blev til konfrontation.