Operation Barbarossa: Historiens største invasion og dens betydning for Rusland

Indledning

Den 22. juni 1941 indledte Nazi-Tyskland Operation Barbarossa – invasionen af Sovjetunionen. Angrebet blev den største militære invasion i verdenshistorien og udviklede sig til den blodigste konflikt, menneskeheden nogensinde har oplevet.

For mange i Vesteuropa forbindes Anden Verdenskrig først og fremmest med D-dag, Normandiet og befrielsen af Frankrig. For Rusland og de øvrige tidligere sovjetrepublikker er krigens centrale fortælling en anden. Her handler den om Moskva, Leningrad, Stalingrad, Kursk og de omkring 27 millioner sovjetiske borgere, der mistede livet.

Hvis man ønsker at forstå moderne russisk sikkerhedstænkning, er Operation Barbarossa et af de vigtigste historiske udgangspunkter. Det betyder ikke, at moderne russisk politik automatisk bliver rigtig eller legitim. Men det betyder, at historien stadig spiller en rolle for, hvordan mange russere opfatter trusler, grænser og sikkerhed.

Hvorfor angreb Hitler Sovjetunionen?

Hitlers invasion handlede om langt mere end almindelig stormagtspolitik. Nazismens ideologi betragtede store dele af Østeuropa som områder, der skulle erobres og koloniseres af Tyskland.

Hitler ønskede det, nazisterne kaldte Lebensraum – livsrum. Ifølge denne idé skulle Tyskland udvide mod øst og overtage enorme områder i Sovjetunionen.

Samtidig betragtede Hitler kommunismen som en dødsfjende. Nazistisk propaganda fremstillede Sovjetunionen som en trussel mod Europas fremtid, og nazistiske planer omfattede både etnisk udrensning, tvangsarbejde og masseudryddelser.

Historikere peger også på økonomiske motiver. Sovjetunionen havde enorme ressourcer: olie, korn, kul og mineraler. Hitler ønskede at gøre Tyskland økonomisk selvforsynende og uafhængigt af udenlandske leverancer.

Operation Barbarossa var derfor både en ideologisk, økonomisk og militær krig.

Den største invasion i verdenshistorien

Da invasionen begyndte den 22. juni 1941, deltog omkring tre millioner tyske soldater samt hundredtusinder af soldater fra allierede lande.

Invasionsstyrken omfattede:

• Over 3 millioner soldater
• Omkring 3.500 kampvogne
• Tusindvis af fly
• Hundredtusinder af køretøjer
• Omkring 600.000 heste

Ingen tidligere militær operation havde været større.

Fronten strakte sig fra Østersøen i nord til Sortehavet i syd. Målet var at knuse Sovjetunionen på få måneder.

Tyske planlæggere forventede, at den sovjetiske stat ville bryde sammen efter en række hurtige sejre. De tog fejl.

De første måneder: Sovjetunionen på randen af sammenbrud

I sommeren og efteråret 1941 oplevede Sovjetunionen nogle af de største militære nederlag i sin historie.

Millioner af sovjetiske soldater blev dræbt, såret eller taget til fange.

Hele hære blev omringet.

Store områder af Ukraine, Belarus og det vestlige Rusland faldt under tysk kontrol.

For mange observatører så det ud som om Sovjetunionens sammenbrud kun var et spørgsmål om tid.

Men tyskerne havde undervurderet både Sovjetunionens størrelse og dens evne til at mobilisere nye styrker.

Hvor tæt kom tyskerne på Moskva?

I efteråret 1941 rykkede tyske styrker mod Moskva under Operation Typhoon.

På visse strækninger kom de mindre end 30 kilometer fra hovedstaden.

Mange sovjetiske myndigheder begyndte at forberede evakuering.

Men vinteren nærmede sig.

Forsyningslinjerne blev stadig længere.

De sovjetiske styrker modtog forstærkninger fra Sibirien.

I december 1941 indledte Den Røde Hær en modoffensiv, som pressede tyskerne tilbage fra Moskva.

For første gang havde Nazi-Tyskland lidt et større strategisk tilbageslag.

Belejringen af Leningrad

Et af krigens mørkeste kapitler var belejringen af Leningrad, det nuværende Sankt Petersborg.

Byen var afskåret i næsten 900 dage mellem 1941 og 1944.

Madforsyningerne kollapsede.

Sult, kulde og sygdomme kostede enorme menneskeliv.

Historikere vurderer, at mere end en million civile døde under belejringen.

For mange russere står Leningrad som et symbol på civil udholdenhed under ekstreme forhold.

Slaget om Stalingrad

I 1942 og 1943 fandt et af historiens mest berømte slag sted ved Stalingrad.

Kampene udviklede sig til en brutal udmattelseskrig.

Hele bydele blev reduceret til ruiner.

Begge sider led enorme tab.

Da den tyske 6. armé overgav sig i februar 1943, blev slaget et afgørende vendepunkt i krigen.

Efter Stalingrad havde Tyskland mistet initiativet.

Sovjetunionen begyndte gradvist at presse de tyske styrker tilbage mod vest.

27 millioner døde

Ingen anden nation betalte en højere pris under Anden Verdenskrig end Sovjetunionen.

De fleste historikere vurderer, at omkring 27 millioner sovjetiske borgere mistede livet.

Dette tal omfatter:

• Soldater
• Civile
• Sultofre
• Ofre for massakrer
• Ofre for belejringer
• Tvangsarbejdere

Til sammenligning mistede USA omkring 400.000 mennesker under hele krigen.

Storbritannien mistede omkring 450.000.

Det gør ikke andres lidelser mindre betydningsfulde. Men det forklarer, hvorfor krigen fylder så meget i russisk historisk bevidsthed.

For mange russiske familier er krigen ikke blot historie. Den er en del af familiens egen fortælling.

Hvorfor huskes krigen forskelligt i Rusland og Vesten?

I Vesteuropa og Nordamerika fokuserer mange historiebøger på D-dag, Normandiet og de vestallieredes indsats.

I Rusland er fokus ofte et andet.

Her står Moskva, Leningrad, Stalingrad og Kursk centralt.

Det skyldes ikke propaganda alene.

Det skyldes også, at størstedelen af krigens tab og kampe fandt sted på østfronten.

Østfronten blev krigens hovedslagmark.

Derfor har Rusland og Vesten udviklet forskellige historiske referencerammer for den samme krig.

Hvad betyder Barbarossa for Rusland i dag?

Når russiske politikere taler om sikkerhed, invasioner og trusler fra vest, sker det ofte med henvisning til historiske erfaringer som Napoleon og Hitler.

For mange russere er frygten for invasion ikke kun teoretisk.

Den bygger på konkrete historiske begivenheder, hvor landet blev angrebet af enorme hære og mistede millioner af mennesker.

Det betyder ikke, at moderne Rusland altid har ret i sine vurderinger.

Det betyder heller ikke, at historiske traumer automatisk retfærdiggør nutidige handlinger.

Men det betyder, at man ikke kan forstå russisk sikkerhedstænkning uden at forstå den historiske bagage.

Argumenter for og imod at bruge historien i moderne politik

Argumenter for

• Historiske erfaringer former staters sikkerhedspolitik.
• Alle stormagter henviser til historiske erfaringer.
• Tidligere invasioner påvirker fortsat nationale identiteter.
• Historien kan hjælpe med at forklare nutidige beslutninger.

Argumenter imod

• Historiske traumer giver ikke automatisk politisk ret.
• Nutidens stater er ikke ansvarlige for fortidens invasioner.
• Historiske argumenter kan bruges til at retfærdiggøre aggression.
• Forklaring er ikke det samme som undskyldning.

Kildekritik

Operation Barbarossa spiller en vigtig rolle i moderne russisk historiefortælling.

Russiske myndigheder henviser ofte til krigen ud fra nutidige sikkerhedsbekymringer.

Samtidig har vestlige medier undertiden undervurderet, hvor dybt krigen stadig præger russisk samfund og identitet.

Begge forhold kan være sande samtidig.

Historiske traumer er virkelige. Men de kan også bruges politisk.

Derfor bør man altid skelne mellem historisk forklaring og politisk retfærdiggørelse.

Sammenfatning

Operation Barbarossa var historiens største invasion og en af menneskehedens største katastrofer.

Millioner af mennesker mistede livet, og store dele af Europa blev ødelagt.

For Rusland blev krigen et nationalt traume og et symbol på overlevelse.

Derfor spiller den stadig en central rolle i landets historiske hukommelse.

Hvis man ønsker at forstå moderne russisk sikkerhedstænkning, er Operation Barbarossa et af de vigtigste steder at begynde.