Maidan oprøret – hvad skete der i Ukraine i 2013-2014?

Hvad var Maidan oprøret?

Maidan oprøret, også kaldet Euromaidan eller Revolution of Dignity, var en bølge af demonstrationer og politiske uroligheder i Ukraine fra november 2013 til februar 2014. Protesterne begyndte, da Ukraines daværende præsident Viktor Janukovitj standsede forberedelserne til en associeringsaftale med EU. Beslutningen blev af mange ukrainere opfattet som et svigt af håbet om økonomiske reformer, mindre korruption og tættere kontakt til Europa. Britannica beskriver Euromaidan som de protester, der voksede frem efter regeringens beslutning om ikke at underskrive EU-aftalen: Britannica: Euromaidan.

Men Maidan oprøret var ikke kun en fortælling om frihed mod undertrykkelse. Det var heller ikke kun et vestligt kup, sådan som russiske myndigheder ofte har beskrevet det. Begge fortællinger er for simple. Maidan var på én gang en virkelig folkelig protest, en intern ukrainsk magtkamp, en konflikt mellem oligarker og politiske grupper, og et geopolitisk opgør om Ukraines placering mellem Rusland, EU og NATO. Hvis man kun fortæller den ene halvdel, ender man i propaganda.

Formålet med denne artikel er derfor ikke at forsvare Rusland, Ukraine, EU eller USA. Formålet er at undersøge, hvad der faktisk kan dokumenteres, hvor kilderne er uenige, og hvilke spørgsmål der stadig er åbne. Det er netop i de ubehagelige mellemrum mellem de officielle fortællinger, at historien ofte bliver mest interessant.

Hvorfor begyndte Maidan oprøret?

Den konkrete udløsende begivenhed var Janukovitj-regeringens beslutning i november 2013 om at suspendere forberedelserne til EU’s associeringsaftale. Det polske analyseinstitut OSW beskrev dengang, at regeringen blandt andet henviste til økonomiske problemer og risikoen for forværrede handelsrelationer med Rusland: OSW: Ukraine withdraws from signing the Association Agreement.

Ukraine stod ikke blot over for et enkelt valg mellem “demokrati” og “diktatur”. Landet stod i en svær økonomisk og strategisk situation. En aftale med EU kunne åbne nye markeder og reformmuligheder, men kunne samtidig skade Ukraines handel med Rusland. Rusland var ikke en fjern aktør, men en historisk, økonomisk og sikkerhedspolitisk nøglespiller for Ukraine. Derfor var spørgsmålet om EU-aftalen også et spørgsmål om Ukraines fremtidige geopolitiske retning.

Det gør ikke Janukovitj til en uskyldig statsmand. Hans styre var præget af korruption, magtkoncentration og brutal politihåndtering. Men det betyder, at man ikke kan forstå Maidan oprøret uden at forstå, at Ukraine lå midt mellem to magtblokke. EU og USA ønskede et Ukraine tættere på Vesten. Rusland ønskede at forhindre, at Ukraine gled ind i Vestens politiske, økonomiske og senere militære system. Begge sider havde interesser. Begge sider brugte idealistiske ord. Og begge sider førte stormagtspolitik.

Var Maidan oprøret en ægte folkelig protest?

Ja. Maidan oprøret havde en tydelig folkelig dimension. Mange ukrainere gik på gaden, fordi de var trætte af korruption, fattigdom, politisk arrogance og et system, hvor oligarker og magtpartier kontrollerede store dele af samfundet. Protesterne voksede især efter politiets hårde fremfærd mod demonstranter. FN’s menneskerettighedskontor, OHCHR, har dokumenteret alvorlige drab og overgreb i perioden omkring Maidan og den efterfølgende konflikt: OHCHR: Accountability for killings in Ukraine.

Men en protest kan være ægte og samtidig blive påvirket udefra. Det er ikke en modsætning. At mange ukrainere oprigtigt ønskede forandring, betyder ikke, at USA, EU, Rusland, ukrainske oligarker og organiserede nationalistiske grupper ikke forsøgte at påvirke udviklingen. Netop derfor er den simple vestlige fortælling om en ren demokratisk folkerejsning utilstrækkelig. Den russiske fortælling om en ren CIA-operation er også utilstrækkelig. Maidan var sammensat.

USA’s rolle i Maidan oprøret

USA var ikke en neutral observatør i Ukraine. Det er ikke en konspirationsteori, men et dokumenteret forhold. I december 2013 sagde den amerikanske diplomat Victoria Nuland, at USA siden Ukraines uafhængighed i 1991 havde investeret over 5 milliarder dollars i at støtte “democratic skills and institutions” i Ukraine. Udtalelsen findes i det amerikanske udenrigsministeriums eget arkiv: U.S. State Department: Remarks at the U.S.-Ukraine Foundation Conference.

Det beviser ikke, at USA styrede hver demonstrant på Maidan. Det beviser heller ikke, at Maidan kun var en amerikansk operation. Men det beviser, at USA gennem mange år havde investeret betydelige midler i Ukraines politiske udvikling. Når en stormagt bruger milliarder på institutioner, civilsamfund, medier, reformprogrammer og politisk retning i et land, der grænser op til dens rival, er det udenrigspolitik. Det kan kaldes demokratistøtte, men det er også magtpolitik.

Den lækkede Nuland-Pyatt-samtale

En af de mest centrale kilder til forståelsen af USA’s rolle er den lækkede telefonsamtale mellem Victoria Nuland og USA’s ambassadør i Ukraine, Geoffrey Pyatt. I samtalen diskuterer de, hvilke ukrainske oppositionspolitikere der burde indgå i en kommende politisk løsning. BBC dækkede samtalen og dens politiske betydning i februar 2014: BBC: Ukraine crisis: Transcript of leaked Nuland-Pyatt call.

Det afgørende ved samtalen er ikke kun den berømte grove bemærkning om EU. Det afgørende er, at amerikanske diplomater talte meget konkret om Ukraines kommende politiske ledelse. Det er vanskeligt at forene med idéen om, at USA blot stod på sidelinjen og støttede demokratiske principper i almindelighed. Samtalen viser ikke total kontrol, men den viser aktiv politisk indblanding.

EU’s rolle og 21. februar-aftalen

Den 21. februar 2014 blev der indgået en aftale mellem Janukovitj og oppositionsledere. Aftalen blev vidnet af udenrigsministrene fra Tyskland, Frankrig og Polen, og Rusland havde også en repræsentant til stede. Aftalen lagde op til en tilbagevenden til 2004-forfatningen, en national samlingsregering, våbenaflevering, undersøgelse af volden og tidlige præsidentvalg. Den officielle aftaletekst kan læses hos det tyske udenrigsministerium: German Foreign Office: Agreement on the Settlement of Crisis in Ukraine.

Aftalen er vigtig, fordi den viser, at der faktisk fandtes en politisk overgangsplan. Janukovitj skulle ikke nødvendigvis fortsætte uændret. Der skulle være forfatningsændringer og tidlige valg. Men aftalen brød sammen næsten med det samme. Janukovitj forlod Kyiv, oppositionen overtog kontrollen, og parlamentet stemte for at fjerne ham. Netop dette sammenbrud er centralt for den senere konflikt mellem den vestlige og den russiske fortolkning af Maidan.

Forfatningsbruddet: Blev Janukovitj fjernet lovligt?

Den 22. februar 2014 stemte Ukraines parlament for at fjerne Janukovitj fra præsidentposten og udskrive valg. Afstemningen fik 328 stemmer ud af parlamentets 450 medlemmer. Men den normale forfatningsmæssige rigsretsprocedure blev ikke fulgt. Ukraines forfatning beskriver i artikel 111, at en præsident kan fjernes ved impeachment i tilfælde af landsforræderi eller anden forbrydelse, men proceduren kræver blandt andet en særlig undersøgelseskommission og en række juridiske trin. Den engelske tekst til Ukraines forfatning kan læses her: Constitutional Court of Ukraine: Constitution of Ukraine.

RFE/RL, som ikke kan betegnes som pro-russisk, stillede allerede i februar 2014 spørgsmålet, om Janukovitjs afsættelse var forfatningsmæssig: RFE/RL: Was Yanukovych’s Ouster Constitutional?.

Det betyder ikke automatisk, at Janukovitj burde være blevet siddende. Han havde mistet meget af sin politiske legitimitet, og hans flugt fra hovedstaden skabte en akut magtkrise. Men juridisk var magtskiftet problematisk. Derfor er det for simpelt at kalde Maidan for en helt almindelig demokratisk overgang. Det er også for simpelt at kalde det et klassisk militærkup. Den mest præcise formulering er, at Maidan endte i et revolutionært regimeskifte, hvor den normale forfatningsprocedure ikke blev fulgt.

Højrenationalister og militante grupper på Maidan

Russisk propaganda har ofte fremstillet Maidan som et fascistisk eller nazistisk kup. Det er en grov overdrivelse. De fleste demonstranter på Maidan var ikke nazister, men almindelige ukrainere med meget forskellige politiske holdninger. Mange protesterede mod korruption, politivold og Janukovitjs magtmisbrug.

Men vestlige medier og politikere har omvendt ofte nedtonet rollen for højrenationalistiske og militante grupper. Det er også problematisk. Al Jazeera beskrev i 2014, hvordan grupper som Right Sector og andre nationalistiske organisationer var synlige på Maidan: Al Jazeera: Ukraine’s far-right: Popular or propaganda?. Al Jazeera rapporterede også, at ukrainske myndigheder efter magtskiftet forsøgte at afvæbne visse højreradikale grupper: Al Jazeera: Ukraine disarms far-right groups.

Den nøgterne konklusion er derfor: Maidan var ikke et nazikup. Men militante nationalistiske grupper spillede en rolle, især i gadekampe og i presset mod regeringen. De var et mindretal, men i revolutionære situationer kan aktive mindretal få stor betydning. En ærlig artikel må kunne sige begge dele.

Hvem skød på Maidan?

Et af de mest følsomme spørgsmål handler om drabene på Maidan i februar 2014. Den almindelige vestlige fortælling har ofte været, at Janukovitj-regimets styrker skød demonstranterne. Regimet havde uden tvivl ansvaret for sikkerheden, og der findes omfattende dokumentation for politivold. Men spørgsmålet om alle skuddene og alle gerningsmændene er mere kompliceret.

Europarådets internationale rådgivende panel kritiserede de ukrainske efterforskninger af Maidan-drabene og pegede på alvorlige problemer i processen: Council of Europe: Report on Maidan Investigations.

Forskeren Ivan Katchanovski fra University of Ottawa har i flere arbejder argumenteret for, at dele af skyderierne kan være kommet fra bygninger og områder kontrolleret af Maidan-oppositionen. Hans forskning er kontroversiel, men den er relevant, fordi den bygger på videooptagelser, vidneudsagn, retssagsmateriale og offentligt tilgængelige data. Hans åbne bog om emnet kan læses via OAPEN: Ivan Katchanovski: The Maidan Massacre in Ukraine.

Man bør ikke ukritisk gøre Katchanovskis analyse til den endelige sandhed. Men man bør heller ikke udelukke den, blot fordi den udfordrer den dominerende vestlige fortælling. Hvis efterforskningerne er mangelfulde, og hvis der findes forskningsbaserede indvendinger mod den officielle version, bør en seriøs undervisningsartikel gøre læseren opmærksom på det.

Russiske, kinesiske og ikke-vestlige perspektiver

Russiske myndigheder har konsekvent beskrevet Maidan som et vestligt støttet kup. TASS gengav eksempelvis Vladimir Putins vurdering af Maidan som et kup og som en amerikansk politisk fejltagelse: TASS: Ukraine’s 2014 coup was CIA’s political mistake — Putin. TASS er en russisk statslig nyhedskilde og skal derfor ikke læses som neutral dokumentation. Men den er relevant som kilde til den russiske stats officielle fortolkning.

Kinesiske og andre ikke-vestlige medier har ofte været mere tilbøjelige end vestlige medier til at beskrive Maidan som en del af en bredere stormagtskonflikt. Det betyder ikke, at kinesiske statslige kilder automatisk er mere neutrale end vestlige. Men det viser, at den vestlige fortælling ikke er den eneste globale fortolkning. For en dansk læser er det vigtigt at forstå, at meget af verden ikke nødvendigvis ser Ukraine-konflikten gennem samme moralske ramme som NATO-landene.

Det betyder ikke, at Rusland skal frikendes. Det betyder, at vestlige læsere bør lære at skelne mellem dokumenterbare fakta, statslige interesser og moralske slogans. Det gælder for Washington, Bruxelles, Moskva, Kyiv og Beijing.

Var Maidan oprøret et kup eller en revolution?

Svaret afhænger af, hvad man mener med ordene. Hvis man med revolution mener et folkeligt oprør, hvor en siddende leder mister magten uden for den normale politiske rytme, kan Maidan kaldes en revolution. Hvis man med kup mener et magtskifte, hvor en valgt leder fjernes uden at den normale forfatningsprocedure følges, kan man også forstå, hvorfor Rusland og andre kritikere bruger ordet kup.

Men begge ord kan misbruges. “Revolution” kan bruges til at skjule udenlandsk indblanding og juridiske problemer. “Kup” kan bruges til at benægte den reelle folkelige utilfredshed og Janukovitj-styrets ansvar. Derfor er den mest præcise beskrivelse, at Maidan var et folkeligt oprør, som endte i et juridisk omstridt regimeskifte under stærk geopolitisk påvirkning.

Maidan oprøret og Ruslands sikkerhedsinteresser

For Rusland var Maidan ikke kun et internt ukrainsk anliggende. Ukraine er Ruslands største naboland i Europa, historisk tæt forbundet med Rusland og strategisk afgørende for Sortehavet, Krim og den russiske vestgrænse. Når Ukraine bevægede sig mod EU og potentielt senere NATO, ændrede det den strategiske magtbalance langs Ruslands grænse.

Dette gør ikke automatisk Ruslands senere handlinger lovlige eller moralsk rigtige. Men det gør dem forståelige i stormagtspolitisk forstand. USA accepterede ikke sovjetiske missiler på Cuba i 1962. På samme måde har Rusland gentagne gange gjort klart, at det ikke accepterer en vestlig militær og politisk blok helt ind i sit historiske nærområde. Man kan afvise Ruslands argumenter politisk, men man kan ikke seriøst påstå, at sikkerhedsspørgsmålet ikke eksisterer.

En faktuel analyse må derfor adskille to spørgsmål: Har Ukraine ret til selvbestemmelse? Ja. Har Rusland reelle sikkerhedsinteresser langs sin grænse? Ja. Problemet opstår, når stormagter behandler mindre lande som brikker i en større kamp. Ukraine blev ikke kun offer for russisk pres. Ukraine blev også kampplads for en vestlig-russisk magtkonflikt, som havde været under opbygning i mange år.

Konklusion: Maidan oprøret var både ægte, manipuleret og geopolitisk

Maidan oprøret var ægte, fordi mange ukrainere reelt ønskede forandring, mindre korruption og en anden politisk fremtid. Det var manipuleret, fordi udenlandske aktører – især USA og EU, men også Rusland – havde stærke interesser i Ukraines retning. Det var geopolitisk, fordi Ukraine lå midt i en konflikt mellem NATO/EU-systemet og Rusland.

Den russiske fortælling bliver falsk, når den gør alle Maidan-demonstranter til fascister eller amerikanske marionetter. Den vestlige fortælling bliver falsk, når den fremstiller Maidan som en ren demokratisk opstand uden udenlandsk indblanding, uden højrenationalistiske grupper, uden uafklarede drab og uden juridiske problemer ved magtskiftet.

Den mest ærlige konklusion er, at Maidan oprøret var Ukraines store vendepunkt: en folkelig protest mod et korrupt styre, en kamp om landets geopolitiske fremtid og et regimeskifte, hvor både håb, manipulation, vold og stormagtspolitik blev blandet sammen. Hvis man vil forstå krigen i Ukraine, NATO’s rolle, Ruslands reaktion og Vestens dobbeltmoral, er Maidan oprøret et af de steder, man er nødt til at begynde.

Maidan oprøret: Ukraines vendepunkt mellem folkerevolution, stormagtspolitik og forfatningsbrud