Hvorfor frygter Rusland invasioner fra vest?

Indledning

Når vestlige politikere taler om Rusland, fremstilles landets sikkerhedsbekymringer ofte som paranoia eller propaganda. Men hvis man ønsker at forstå russisk sikkerhedspolitik, er man nødt til at se på historien.

Rusland er verdens største land målt på areal. Alligevel har landet gennem århundreder haft en grundlæggende strategisk svaghed: de enorme åbne sletter mod vest. I modsætning til Storbritannien, der er beskyttet af havet, eller Schweiz, der er omgivet af bjerge, har Rusland relativt få naturlige forsvarslinjer mellem Moskva og Centraleuropa.

Gennem de sidste 300 år har Rusland flere gange oplevet store invasioner fra vestlige hære. Nogle af disse invasioner truede direkte den russiske stats eksistens. Derfor er det vanskeligt at forstå moderne russisk sikkerhedspolitik uden at forstå disse historiske erfaringer.

Denne artikel handler om at forklare, hvorfor russiske ledere gennem generationer har lagt stor vægt på bufferzoner, strategisk dybde og kontrol over områder nær Ruslands vestlige grænser.

Karl XII og Sveriges invasion af Rusland

I begyndelsen af 1700-tallet var Sverige en af Europas stormagter. Under Den Store Nordiske Krig forsøgte den svenske konge Karl XII at knuse Ruslands voksende magt.

I 1708 marcherede svenske styrker dybt ind på russisk territorium. Målet var at besejre zar Peter den Store og tvinge Rusland ud af krigen.

Russerne trak sig tilbage, ødelagde forsyninger og undgik store slag. Strategien blev senere kendt som den brændte jords taktik.

Den svenske hær blev gradvist svækket af afstande, mangel på forsyninger og den hårde vinter.

I 1709 led Karl XII et afgørende nederlag ved slaget ved Poltava i det nuværende Ukraine.

Mange historikere betragter slaget som begyndelsen på Sveriges fald som stormagt og Ruslands opstigning som europæisk stormagt.

Hvorfor er Poltava stadig vigtig?

For russiske historikere er Poltava et tidligt eksempel på en vestlig invasion, der truede den russiske stat. Begivenheden indgår stadig i den nationale historiefortælling som et symbol på overlevelse mod udenlandske angribere.

Napoleons invasion af Rusland i 1812

Hvis Poltava lærte Rusland betydningen af strategisk dybde, lærte Napoleons invasion Rusland, hvor ødelæggende en europæisk stormagt kunne være.

I juni 1812 krydsede Napoleon Nemunas-floden med Grande Armée. Styrken bestod af omkring 600.000 soldater fra Frankrig og store dele af Europa.

Det var på daværende tidspunkt den største invasionsstyrke i europæisk historie.

Målet var at tvinge Rusland tilbage i Napoleons kontinentale blokade mod Storbritannien.

Igen valgte russerne at trække sig tilbage.

Byer og forsyninger blev forladt eller ødelagt. Selv Moskva blev evakueret og senere ramt af omfattende brande.

Napoleon erobrede ganske vist Moskva, men kunne ikke opnå en afgørende politisk sejr.

Vinteren, sygdomme, sult og konstante russiske angreb ødelagde den franske hær.

Kun en brøkdel af invasionsstyrken vendte tilbage til Vesteuropa.

Et nationalt traume

I russisk historisk bevidsthed er 1812 langt mere end en militær sejr. Det er fortællingen om, hvordan landet næsten blev knust af Europas stærkeste magt, men overlevede gennem udholdenhed og strategisk dybde.

Netop her opstod en central idé i russisk militærtænkning: Jo længere væk potentielle fjender holdes fra Moskva, desto større er chancen for overlevelse.

Krimkrigen 1853-1856

I midten af 1800-tallet oplevede Rusland endnu en konflikt med vestlige stormagter.

Denne gang var modstanderne Storbritannien, Frankrig og Osmannerriget.

Krimkrigen handlede blandt andet om magtbalancen omkring Sortehavet og Det Osmanniske Riges fremtid.

For Rusland blev krigen endnu en påmindelse om, at de vigtigste militære udfordringer ofte kom fra vestlige magter.

Selv om krigen hovedsageligt blev udkæmpet på Krim-halvøen, viste konflikten, at flere europæiske stormagter kunne samle sig mod Rusland.

Krigen afslørede også teknologiske og organisatoriske svagheder i det russiske imperium og førte senere til omfattende reformer.

Første Verdenskrig

Da Første Verdenskrig brød ud i 1914, blev Rusland igen involveret i en gigantisk konflikt mod centrale europæiske magter.

Tyskland og Østrig-Ungarn rykkede flere gange dybt ind på russisk territorium.

Millioner af mennesker blev fordrevet.

Store områder af det vestlige russiske imperium blev besat.

Krigens belastninger bidrog direkte til den russiske revolution i 1917 og til zarstyrets sammenbrud.

For Rusland blev Første Verdenskrig endnu et eksempel på, hvordan trusler fra vest kunne skabe eksistentielle kriser.

Operation Barbarossa – den største invasion i historien

Ingen begivenhed har præget moderne russisk sikkerhedstænkning mere end Operation Barbarossa.

Den 22. juni 1941 indledte Nazi-Tyskland invasionen af Sovjetunionen.

Over tre millioner soldater deltog i angrebet.

Det gør Operation Barbarossa til den største militære invasion i menneskets historie.

Målet var ikke blot militær sejr.

Nazisternes planer omfattede kolonisering, etnisk udrensning og udslettelse af store dele af den slaviske befolkning.

Millioner af sovjetiske borgere blev dræbt.

Hele byer blev ødelagt.

Leningrad var belejret i næsten 900 dage.

Kampe fandt sted få hundrede kilometer fra Moskva.

27 millioner døde

Ifølge de fleste historiske vurderinger mistede Sovjetunionen omkring 27 millioner mennesker under Anden Verdenskrig.

Ingen anden stormagt led tilsvarende tab.

For mange russere er krigen derfor ikke blot historie.

Den er en del af familiens hukommelse.

Næsten enhver familie mistede slægtninge.

Det forklarer også, hvorfor “Den Store Fædrelandskrig” stadig spiller en central rolle i russisk identitet.

Hvorfor ønsker Rusland bufferzoner?

Når russiske strateger taler om bufferzoner, tænker de ofte på historiske erfaringer som Karl XII, Napoleon og Hitler.

Fra russisk perspektiv er Ukraine, Belarus og andre nærliggende områder ikke blot nabolande.

De udgør også geografiske områder mellem Moskva og potentielle rivaler.

Dette synspunkt deles ikke nødvendigvis af nabolandene selv.

Mange østeuropæiske lande ser tværtimod Rusland som den største trussel og ønsker derfor NATO-medlemskab.

Det er netop denne modsætning, der ligger bag mange af Europas sikkerhedspolitiske konflikter.

Argumenter for og imod bufferzoner

Argumenter for

• Historien viser, at Rusland flere gange er blevet invaderet fra vest.
• Store afstande har tidligere været afgørende for Ruslands overlevelse.
• Stormagter søger generelt strategisk dybde omkring egne grænser.
• USA reagerede eksempelvis kraftigt under Cubakrisen i 1962.

Argumenter imod

• Moderne stater har ret til selv at vælge alliancer.
• Nabolande bør ikke behandles som stormagters interessesfærer.
• Historiske invasioner retfærdiggør ikke nødvendigvis nutidige krav.
• Bufferzoner kan komme i konflikt med mindre staters suverænitet.

Kildekritik

Når man læser om Ruslands sikkerhedsinteresser, møder man ofte to modsatrettede fortællinger.

Den ene hævder, at Rusland blot bruger historien som undskyldning for imperialisme.

Den anden hævder, at alle russiske handlinger er defensive reaktioner på vestligt pres.

Begge forklaringer er for simple.

Historiske invasioner er virkelige og veldokumenterede. De har uden tvivl præget russisk tænkning.

Men historiske erfaringer kan både forklare handlinger og bruges politisk til at retfærdiggøre handlinger.

En seriøs analyse må derfor skelne mellem forklaring og retfærdiggørelse.

Konklusion

Ruslands fokus på sikkerhed, bufferzoner og strategisk dybde opstod ikke med Vladimir Putin.

Det er resultatet af flere århundreders erfaringer med invasioner fra vestlige hære.

Fra Karl XII over Napoleon til Hitler har Rusland oplevet nogle af historiens største militære angreb.

Det betyder ikke, at Rusland altid har ret i sine sikkerhedsvurderinger.

Men det betyder, at man ikke kan forstå moderne russisk politik uden at forstå de historiske erfaringer, der ligger bag.

Hvis man vil forstå nutidens konflikter mellem Rusland og Vesten, er det derfor nødvendigt først at forstå fortiden.