Rusland efter 11. september 2001: Da Moskva støttede USA

Indledning

I dag bliver forholdet mellem Rusland og USA ofte beskrevet som et forhold præget af mistillid, sanktioner og geopolitisk rivalisering. Men sådan var situationen ikke nødvendigvis i begyndelsen af 2000’erne.

Efter terrorangrebene mod USA den 11. september 2001 opstod der faktisk en periode, hvor Rusland og Vesten samarbejdede tættere end på noget tidspunkt siden Den Kolde Krigs afslutning.

Ruslands præsident Vladimir Putin var blandt de første verdensledere, der kontaktede USA’s præsident George W. Bush efter angrebene. Rusland tilbød støtte i kampen mod terrorisme, samarbejdede om Afghanistan og accepterede tiltag, som få år tidligere ville have været utænkelige.

Dette er en del af historien om forholdet mellem Rusland og Vesten, som ofte overses i nutidens debat.

11. september ændrede verden

Om morgenen den 11. september 2001 blev fire passagerfly kapret af terrorister fra al-Qaeda.

To fly ramte World Trade Center i New York.

Et tredje ramte Pentagon.

Et fjerde styrtede ned i Pennsylvania.

Næsten 3.000 mennesker mistede livet.

Angrebene udløste den største amerikanske sikkerhedspolitiske krise siden Anden Verdenskrig.

USA erklærede hurtigt, at landet ville føre en global kamp mod terrorisme.

Det blev begyndelsen på den såkaldte “War on Terror”.

Kilde: U.S. Department of State – September 11 Terrorist Attacks: https://2001-2009.state.gov/r/pa/ho/time/rls/143509.htm

Putin var blandt de første til at ringe

Samme dag kontaktede Vladimir Putin den amerikanske præsident George W. Bush.

Ifølge både Kreml og Det Hvide Hus udtrykte Putin sin støtte og medfølelse med det amerikanske folk.

Han fordømte angrebene og tilbød samarbejde mod international terrorisme.

Kilde: Kremls officielle arkiv: http://en.kremlin.ru/events/president/news/42656

På dette tidspunkt så mange russiske ledere islamistisk terrorisme som en fælles trussel.

Rusland havde selv oplevet terrorangreb og væbnede konflikter i Nordkaukasus, især i Tjetjenien.

Derfor opfattede Moskva ikke kampen mod al-Qaeda som et rent amerikansk projekt, men som en fælles sikkerhedsudfordring.

Rusland støttede invasionen af Afghanistan

Efter 11. september besluttede USA at angribe Taliban-regimet i Afghanistan, som husede al-Qaedas ledelse.

Rusland valgte ikke at modarbejde operationen.

Tværtimod støttede Rusland den.

Dette var bemærkelsesværdigt.

Afghanistan havde i 1980’erne været stedet for Sovjetunionens egen katastrofale krig mod mujahedin-oprørere. Mange forventede derfor, at Rusland ville være skeptisk over for en ny vestlig militær intervention.

I stedet samarbejdede Moskva med Washington.

Kilde: NATO’s historiske gennemgang af Rusland-NATO-forholdet: https://www.nato.int/cps/en/natohq/topics_50090.htm

Amerikanske styrker i Centralasien

Et af de mest overraskende aspekter ved samarbejdet var Ruslands holdning til amerikanske baser i Centralasien.

For at gennemføre operationerne i Afghanistan etablerede USA militære faciliteter i flere tidligere sovjetrepublikker, herunder Usbekistan og Kirgisistan.

Få år tidligere ville dette have været næsten utænkeligt.

Centralasien havde historisk været betragtet som en del af Ruslands strategiske nærområde.

Men i den nye situation accepterede Rusland amerikansk militær tilstedeværelse.

Det blev af mange vestlige observatører opfattet som et tegn på, at Rusland ønskede et tættere strategisk samarbejde med USA.

Putins tale i Forbundsdagen

Kun fjorten dage efter terrorangrebene holdt Putin sin berømte tale i den tyske Forbundsdag den 25. september 2001.

Talen blev holdt på tysk og indeholdt gentagne opfordringer til samarbejde mellem Rusland og Europa.

Han talte om fælles sikkerhed, økonomisk integration og nødvendigheden af at overvinde gamle skillelinjer.

Den officielle tekst kan læses hos Bundestag:

Bundestag: Rede von Wladimir Putin

Talen betragtes af mange historikere som et af højdepunkterne i perioden med forbedrede relationer mellem Rusland og Vesten.

NATO-Rusland-Rådet

I 2002 blev NATO-Rusland-Rådet etableret.

Formålet var at skabe regelmæssig dialog og samarbejde om sikkerhedsspørgsmål.

Rusland og NATO arbejdede blandt andet sammen om:

• Terrorbekæmpelse
• Redningsoperationer
• Ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben
• Sikkerhed i luftfarten
• Militær kommunikation

Kilde: NATO-Russia Council: https://www.nato.int/cps/en/natohq/topics_50091.htm

Set med nutidens øjne virker dette næsten uvirkeligt.

Men i begyndelsen af 2000’erne var samarbejdet en realitet.

George W. Bush og Putin

I juni 2001 – før 11. september – havde George W. Bush og Vladimir Putin allerede mødt hinanden i Slovenien.

Efter mødet sagde Bush den berømte sætning:

“I looked the man in the eye. I found him to be very straightforward and trustworthy.”

Kilde: White House Archives: https://georgewbush-whitehouse.archives.gov/news/releases/2001/06/20010616.html

Udtalelsen er interessant i dag, fordi den viser, hvor anderledes forholdet mellem de to lande var på dette tidspunkt.

I dag ville få vestlige ledere sandsynligvis formulere sig på samme måde om Putin.

Hvorfor begyndte forholdet at forværres?

Trods samarbejdet efter 11. september begyndte relationerne gradvist at blive dårligere.

ABM-traktaten

I december 2001 meddelte USA, at landet ville trække sig ud af ABM-traktaten fra 1972.

Traktaten havde begrænset missilforsvarssystemer og var en vigtig del af den strategiske balance mellem atommagterne.

USA argumenterede for, at traktaten var forældet.

For Rusland var beslutningen problematisk.

Kilde: U.S. Department of State: ABM Treaty Fact Sheet

NATO’s fortsatte udvidelse

I 2004 blev syv nye lande optaget i NATO.

Heriblandt Estland, Letland og Litauen, som tidligere havde været en del af Sovjetunionen.

Vestlige lande indtog den holdning, at udvidelsen blev gjort af frivillige demokratiske valg.

Russiske ledere betragtede udviklingen som en gradvis forskydning af NATO tættere på russiske grænser.

Dette blev et voksende konfliktpunkt. Og er det stadigvæk i dag.

Irakkrigen 2003

Rusland støttede ikke den amerikansk ledede invasion af Irak i 2003.

Moskva mente, at krigen manglede et klart mandat fra FN’s Sikkerhedsråd.

Irak blev et af de første store tegn på, at Rusland og USA igen begyndte at se verden forskelligt.

Historikernes debat

Der findes i dag to hovedfortolkninger af perioden efter 11. september.

Fortolkning 1: Rusland ønskede et samarbejde

Denne fortolkning peger på:

• Støtten til Afghanistan-operationen
• Accepten af amerikanske baser i Centralasien
• Putins tale i Forbundsdagen
• NATO-Rusland-Rådet

Fortolkning 2: Samarbejdet var primært taktisk

Andre forskere mener, at Rusland først og fremmest ønskede at styrke sin egen position efter 1990’ernes økonomiske og politiske kriser.

De argumenterer for, at samarbejdet ikke nødvendigvis betød, at Rusland ønskede at blive en del af den vestlige sikkerhedsstruktur.

Debatten er fortsat åben.

Kildekritik

Perioden efter 11. september bliver ofte overset i nutidige diskussioner om Rusland.

Nogle russiske kommentatorer bruger perioden som bevis for, at Vesten afviste russiske forsøg på samarbejde.

Nogle vestlige kommentatorer nedtoner betydningen af samarbejdet og ser det som rent taktisk.

Begge synspunkter går længere end kilderne nødvendigvis tillader.

Det dokumenterbare er, at Rusland støttede USA efter 11. september, accepterede amerikanske operationer i Centralasien og deltog i omfattende samarbejde med NATO.

Hvor langt samarbejdet kunne være gået, er et spørgsmål, historien aldrig gav et endeligt svar på.

Sammenfatning

I dag kan det være svært at forestille sig, men i årene efter 11. september 2001 fandtes der en periode, hvor Rusland og USA arbejdede tættere sammen end på noget tidspunkt siden Sovjetunionens opløsning.

Rusland støttede kampen mod terrorisme, accepterede amerikansk militær tilstedeværelse i Centralasien og deltog aktivt i samarbejde med NATO.

Denne periode viser, at forholdet mellem Rusland og Vesten ikke altid har været præget af konfrontation.