Hvorfor STOP ikke virker – og hvad vi bør lære børn i stedet

Hvad er problemet med STOP-metoden?

Forestil dig to børn, der bliver uenige om, hvem der må deltage i en leg. Det ene barn føler sig udelukket. Det andet mener, at legen allerede er i gang, og at der ikke er plads til flere.

Det første barn rækker hånden frem og siger STOP.

Men hvad skal det andet barn egentlig stoppe med?

At sige nej? At bestemme over legen? At fastholde sin opfattelse af situationen? At have andre ønsker end det første barn?

Her bliver STOP-metodens begrænsning tydelig. Metoden kan give barnet et sprog for en grænse, men den fortæller ikke nødvendigvis noget om, hvordan børnene skal forstå eller håndtere deres forskellige behov.

Den risikerer også at skabe en forventning om, at den anden straks skal ændre adfærd, selv når det ikke er klart, hvilken adfærd der er tale om, eller hvordan uenigheden kan løses.

Dermed kan vi komme til at lære børn en problematisk forestilling: At den, der siger STOP, automatisk har leveret løsningen.

Det er ikke det samme som at lære børn at samarbejde, forhandle, forstå hinanden eller tage ansvar for fælles løsninger.

Vi lærer børn at sige STOP. Men lærer vi dem at forstå, hvorfor konflikten opstod?

Det er vigtigt at understrege, at en tydelig afvisning altid skal respekteres, når nogen eksempelvis slår, truer, driller eller overskrider personlige grænser. Kritikken handler ikke om barnets ret til at sige fra. Den handler om forestillingen om, at grænsesætning i sig selv løser den underliggende konflikt.

1. Følelser har ingen stopknap

Når børn reagerer voldsomt i en konflikt, handler det ikke nødvendigvis om manglende vilje til at samarbejde. Nogle gange er de simpelthen så følelsesmæssigt påvirkede, at det bliver svært at tænke fleksibelt og overskue situationen.

Vrede, skuffelse, jalousi, afmagt og oplevet uretfærdighed kan påvirke barnets opmærksomhed, impulskontrol og evne til at forstå den andens perspektiv.

Et barn, der er meget vredt, bliver ikke nødvendigvis mindre vredt af at høre ordet STOP. Barnet kan tværtimod opleve beskeden som endnu et krav i en situation, hvor det allerede føler sig presset.

Forskning i følelsesregulering viser, at børn gradvist udvikler evnen til at håndtere deres følelsesmæssige reaktioner, blandt andet gennem samspillet med omsorgsfulde voksne. En systematisk forskningsoversigt fra 2024 fandt sammenhænge mellem positiv samregulering og bedre selvregulering hos børn i alderen 3-12 år.

Læs forskningsoversigten om samregulering hos børn (Verhagen m.fl., 2024).

Hvad betyder det i praksis?

Hvis et barn er i stærk affekt, er første opgave ikke nødvendigvis at finde frem til, hvem der har ret. Det kan være vigtigere at skabe tryghed, reducere belastningen og hjælpe barnet med at genvinde overblikket.

Den voksne kan eksempelvis sige:

“Jeg kan se, at du er rigtig vred. Jeg hjælper dig lige. Vi behøver ikke finde løsningen, mens det hele føles så svært.”

Det betyder ikke, at barnet får lov til at slå, true eller ødelægge noget. Den voksne kan sagtens stoppe den skadelige handling og samtidig anerkende følelsen bag.

Følelsen er tilladt. Handlingen kan stadig kræve en grænse.

2. En konflikt handler sjældent kun om det, vi ser

To børn skændes om en bold.

Den umiddelbare konflikt handler tilsyneladende om, hvem der skal have bolden.

Men måske handler den i virkeligheden om noget langt mere kompliceret.

Det ene barn har tidligere oplevet at blive holdt udenfor. Det andet føler, at ingen respekterer dets beslutninger. Måske har de to børn konkurreret om deres position i børnegruppen gennem længere tid.

Bolden er den synlige genstand. Konflikten kan handle om noget helt andet.

Hvad kan ligge bag børns konflikter?

• Social status: Hvem bestemmer, og hvem får lov til at være med?
• Tilhørsforhold: Føler barnet sig accepteret eller udelukket fra fællesskabet?
• Retfærdighed: Oplever barnet, at reglerne gælder forskelligt for forskellige børn?
• Anerkendelse: Føler barnet sig set, hørt og taget alvorligt?
• Behov: Har børnene forskellige ønsker, som endnu ikke er blevet forhandlet?
• Tidligere erfaringer: Er den aktuelle uenighed en fortsættelse af noget, der allerede er sket?
• Misforståelser: Har børnene overhovedet den samme opfattelse af situationen?

Ingen af disse forhold bliver automatisk afklaret, fordi et barn siger STOP.

Når vi koncentrerer os om at få den synlige adfærd til at ophøre, risikerer vi derfor at overse de forhold, som gør, at konflikten opstår igen næste dag.

En konflikt om en bold handler ikke altid om bolden. Nogle gange handler den om barnets plads i fællesskabet.

En dygtig voksen er derfor nysgerrig på mere end hændelsesforløbet. Spørgsmålet er ikke blot, hvad børnene gjorde, men også hvordan de forstod det, der skete.

3. Et STOP kan skabe en ny konflikt oven på den første

Et af de mest interessante problemer ved en mekanisk anvendelse af STOP-metoden er, hvad der sker, når den anden ikke reagerer som forventet.

Forestil dig, at to børn er uenige. Det ene barn siger STOP, men det andet fortsætter sin argumentation eller afviser barnets krav.

Nu kan der opstå en ekstra konflikt:

“Jeg sagde STOP, og du stoppede ikke!”

Den oprindelige uenighed er stadig til stede. Men nu er der tilføjet et nyt spørgsmål om respekt, lydighed og retten til at bestemme.

Situationen kan udvikle sig fra en uenighed om en aktivitet til en magtkamp om, hvem der skal rette sig efter hvem.

Det betyder ikke, at STOP altid forværrer konflikter. Det betyder, at et STOP-signal i nogle situationer kan blive en del af konfliktens dynamik frem for dens løsning.

En ny magtkamp

Børn er sociale mennesker. De er opmærksomme på retfærdighed, anerkendelse og deres position i gruppen.

Hvis et barn oplever, at et STOP bliver brugt til at lukke en diskussion, kan barnet reagere med modstand. Ikke nødvendigvis fordi det ønsker at overskride den andens grænser, men fordi det oplever, at dets eget perspektiv bliver afvist.

Det kan skabe en situation, hvor begge børn føler sig uretfærdigt behandlet.

Den ene oplever, at dets grænse ikke bliver respekteret. Den anden oplever, at det ikke får mulighed for at forklare sig.

Det er en væsentlig pædagogisk forskel at stoppe en uønsket handling og at forsøge at afslutte en uenighed ved at bestemme, at samtalen er slut.

4. Den udstrakte hånd kan gøre konflikten til en offentlig magtkamp

I mange børnehaver lærer børn ikke blot at sige STOP. De lærer også at strække armen frem og vise håndfladen tydeligt mod det andet barn.

Gestussen har en forståelig funktion: Den gør signalet synligt og let at genkende.

Men hvad sker der, når signalet bruges midt i en børnegruppe?

En privat uenighed kan pludselig få et publikum.

Andre børn ser, hvem der siger STOP, og hvem der får beskeden. De kan reagere med kommentarer, latter, sympati eller ved at tage parti.

Dermed kan konflikten få en social dimension, som ikke nødvendigvis var lige så tydelig før.

For nogle børn kan det opleves som en offentlig irettesættelse eller et tab af status. Det kan føre til forsvar, modstand eller forsøg på at genvinde kontrollen over situationen.

Det, der skulle gøre konflikten mindre, kan i visse situationer gøre den mere synlig og mere kompliceret.

Dette er en pædagogisk risikovurdering, ikke en dokumenteret universel effekt af STOP-gestussen. Den konkrete virkning afhænger af børnene, relationen, situationen og de voksnes måde at arbejde med signalet på.

Undgå at gøre børn til roller

En anden risiko opstår, hvis voksne automatisk opfatter barnet, der siger STOP, som den forurettede og det andet barn som den, der gør noget forkert.

Nogle gange er den vurdering selvfølgelig rigtig. Men andre gange har begge børn bidraget til uenigheden, eller situationen rummer flere perspektiver.

Børn skal ikke tvinges ind i rollerne som offer og bølle, blot fordi en konflikt bliver synlig.

Vi skal undersøge, hvad der faktisk er sket, samtidig med at vi beskytter børn mod overgreb og grænseoverskridelser.

5. Grænsesætning er ikke konfliktløsning

Her ligger den afgørende skelnen.

At sige STOP er en måde at sætte en grænse på. At løse en konflikt er en proces, hvor man arbejder med den uenighed, der ligger bag.

Begge dele er nødvendige færdigheder.

Hvis et barn siger STOP, fordi et andet barn slår, skubber, truer eller rører ved det uden samtykke, skal grænsen respekteres. Barnet skylder ikke en forhandling om sin ret til at være tryg.

Men hvis to børn er uenige om reglerne i en leg, er løsningen ikke nødvendigvis, at det ene barn skal have sin vilje, fordi det siger STOP først.

Vi må lære børn at skelne mellem situationer, hvor en handling skal ophøre, og situationer, hvor en uenighed skal undersøges og håndteres.

En nødvendig grænse

“Stop med at slå mig.”

Her er beskeden klar. Handlingen skal ophøre, og en voksen skal hjælpe, hvis det er nødvendigt.

En uenighed, der kræver dialog

“STOP! Jeg vil også bestemme, hvordan vi leger.”

Her er der sandsynligvis brug for mere end et STOP. Begge børn kan have legitime ønsker, og løsningen kræver måske forhandling, kompromis eller en ny aftale om legen.

Det afgørende er, at vi ikke gør de to situationer pædagogisk identiske.

Et barn har altid ret til at sige fra over for en grænseoverskridelse. Men ingen har automatisk ret til at bestemme over andre, blot fordi de siger STOP.

6. Hvad siger forskningen om børns konflikter og følelsesregulering?

Der findes solid forskning i udviklingen af børns sociale og følelsesmæssige kompetencer. Den peger på, at disse færdigheder skal læres, øves og understøttes gennem relationer og pædagogisk praksis.

Derimod er der ikke tilstrækkelig direkte dokumentation til generelt at konkludere, at den danske STOP-metode er skadelig, eller at den aldrig virker.

Den forskningsbaserede kritik bør derfor først og fremmest handle om, hvad et enkelt signal ikke kan forventes at erstatte.

Social og emotionel læring skal undervises eksplicit

Den britiske forskningsorganisation Education Endowment Foundation (EEF) anbefaler, at skoler arbejder systematisk med blandt andet selvregulering, perspektivtagning, kommunikation og problemløsning.

Det indebærer eksempelvis at give børn et mere nuanceret følelsessprog, arbejde med konkrete situationer, øve samtaler og lære strategier til at håndtere uenigheder.

EEF’s opdaterede forskningsoversigt fra 2025 viser desuden, at indsatser inden for social og emotionel læring samlet set har en positiv effekt på elevers faglige udvikling, om end effekten varierer mellem forskellige indsatser.

Læs EEF’s forskningsoversigt om social og emotionel læring.

Selvregulering udvikles gennem samspil

En systematisk forskningsoversigt af Verhagen og kolleger fra 2024 undersøgte samregulering mellem voksne og børn. Resultaterne peger på, at fleksibelt og gensidigt responsivt samspil hænger sammen med bedre selvregulering hos børn.

Det understøtter en pædagogisk tilgang, hvor voksne ikke alene giver barnet besked om at kontrollere sig selv, men hjælper barnet med gradvist at udvikle denne kompetence.

Følelsesregulering kan udvikles

En metaanalyse af Espenes og kolleger, offentliggjort i 2025, samlede resultater fra 40 psykosociale indsatser beskrevet i 35 publikationer. Analysen fandt en statistisk signifikant positiv effekt på børn og unges følelsesregulering.

Undersøgelsen viser ikke, at én bestemt konfliktmetode er bedst. Den understøtter derimod, at følelsesregulering er en kompetence, som kan styrkes gennem målrettede indsatser.

Læs metaanalysen om indsatser til følelsesregulering.

Konfliktløsning kræver øvelse

Den amerikanske organisation National Association for the Education of Young Children (NAEYC) fremhæver betydningen af, at børn lærer at udtrykke følelser, udvikle positive relationer og finde løsninger på problemer i fællesskab.

Det harmonerer med en tilgang, hvor konflikter ikke kun betragtes som forstyrrelser, der skal fjernes, men også som situationer, hvor børn kan øve sociale kompetencer med passende voksenstøtte.

Læs NAEYC’s artikel om konfliktløsning i daginstitutioner.

7. Hvad skal vi lære børn i stedet? Syv principper for intelligent konflikthåndtering

Alternativet til en mekanisk STOP-praksis er ikke at overlade børn til sig selv.

Tværtimod kræver god konflikthåndtering aktive, nærværende og fagligt reflekterede voksne, der kan hjælpe børnene med at forstå både sig selv og hinanden.

1. Stop skadelig adfærd – ikke nødvendigvis uenigheden

Når børn slår, truer eller overskrider hinandens grænser, skal den voksne gribe ind.

Men selve uenigheden behøver ikke at være forkert. To børn må gerne mene noget forskelligt, være frustrerede eller have modsatrettede ønsker.

En mere præcis voksenreaktion kan være:

“I må gerne være uenige. Men I må ikke slå eller gøre hinanden ondt. Jeg hjælper jer med at finde ud af, hvad der er sket.”

2. Skab ro, før du kræver refleksion

Et barn i stærk affekt har ofte brug for støtte, før det kan deltage konstruktivt i en samtale.

Brug en rolig stemme, begræns unødvendige krav, og vurder om børnene har behov for lidt afstand til hinanden.

Det betyder ikke, at alle børn skal bruge den samme beroligende strategi. Nogle har brug for nærhed, andre for plads og ro.

3. Undersøg oplevelserne, før du vurderer skyld

Spørg børnene, hvad der skete, og hvordan de oplevede situationen.

Giv dem mulighed for at fortælle uden at skulle konkurrere om taletiden.

Spørg eksempelvis:

• “Hvad skete der, lige inden du blev vred?”
• “Hvad var vigtigt for dig i situationen?”
• “Hvad tror du, den anden oplevede?”
• “Er der noget, vi voksne ikke har forstået endnu?”

Spørgsmålene er ikke et fast spørgeskema, som skal gennemføres midt i konflikten. De er redskaber, der kan bruges, når børnene er parate.

4. Hjælp børnene med at sætte ord på deres behov

Mange børn har lettere ved at beskrive, hvad den anden gjorde forkert, end hvad de selv havde brug for.

Den voksne kan hjælpe med at oversætte beskyldninger til mere præcise udsagn.

“Han bestemmer altid!” kan måske udfoldes til:

“Jeg vil gerne have, at jeg også må være med til at bestemme reglerne.”

Det ændrer ikke nødvendigvis konflikten med det samme, men det skaber bedre muligheder for en løsning.

5. Lær børn at forstå forskellige perspektiver

At forstå en anden er ikke det samme som at give vedkommende ret.

Børn kan godt lære, at to mennesker kan opleve den samme situation forskelligt, uden at nogen nødvendigvis lyver.

Den voksne kan eksempelvis sige:

“Du oplevede, at du blev holdt udenfor. Og du oplevede, at legen blev afbrudt. Hvordan kan vi tage hensyn til begge dele?”

Perspektivtagning må dog aldrig bruges til at pålægge et barn ansvar for en anden persons vold, mobning eller grænseoverskridende adfærd.

6. Find løsninger med børnene frem for altid for dem

Når det er sikkert og passende, kan børnene inddrages i at finde mulige løsninger.

Den voksne kan spørge:

“Hvilke muligheder har vi, så det bliver bedre næste gang?”

Måske skal der indføres turtagning. Måske skal reglerne gøres tydeligere. Måske skal børnene lege hver for sig i en periode.

En god løsning behøver ikke betyde, at alle får præcis det, de ønskede. Men børnene skal så vidt muligt opleve, at deres perspektiver er blevet taget alvorligt.

7. Følg op – også når der er blevet stille

En konflikt er ikke nødvendigvis løst, fordi børnene holder op med at diskutere.

Hvis den samme uenighed gentager sig, bør voksne undersøge, om der er et tilbagevendende problem med relationer, gruppedynamik, rammer eller adgang til fællesskabet.

Opfølgningen kan også handle om at øve konkrete færdigheder, mens børnene er rolige: At lytte, vente, forhandle, bede om hjælp eller håndtere afvisning.

Vi skal ikke bare lære børn, hvordan de får en konflikt til at stoppe. Vi skal lære dem, hvordan de kommer videre.

8. Tre eksempler fra børnehaven og skolen

Eksempel 1: “Hun vil ikke have mig med”

Et barn forsøger at deltage i en leg, men får nej. Barnet bliver vredt og siger STOP til de andre.

Hvis den voksne alene fokuserer på STOP-signalet, får vi ikke nødvendigvis undersøgt, hvorfor barnet bliver afvist, og hvordan fællesskabet fungerer.

En bedre tilgang er at undersøge situationen: Er der tale om gentagen udelukkelse? Har legen nogle særlige rammer? Hvad har børnene brug for? Hvordan kan den voksne understøtte deltagelsesmuligheder uden at tilsidesætte alles grænser?

Det handler ikke om, at alle børn altid skal lege med alle. Det handler om at tage ansvar for fællesskabet og opdage, hvis enkelte børn systematisk bliver holdt udenfor.

Eksempel 2: “Han tog min plads”

To elever bliver uenige om en siddeplads. Den ene siger STOP. Den anden bliver vred og svarer igen.

Pludselig diskuterer de ikke længere kun pladsen, men også hvem der bestemmer.

Her kan den voksne først sikre, at situationen ikke eskalerer, og derefter undersøge, hvorfor pladsen er vigtig.

Måske handler konflikten om en tidligere aftale. Måske handler den om at sidde ved siden af en bestemt ven. Måske handler den om social status.

Den løsning, der fungerer bedst, afhænger af den konkrete situation.

Eksempel 3: “Jeg sagde STOP!”

Et barn siger STOP til et andet barn, der fortsætter med at drille.

Her er det vigtigt, at den voksne ikke gør barnets evne til at sige fra til betingelsen for at få hjælp.

Barnet har allerede markeret en grænse. Nu er det den voksnes ansvar at sikre, at drillerierne ophører og at undersøge, om der er tale om et tilbagevendende mønster.

Det viser også en vigtig pointe: STOP kan være et relevant signal, uden at ansvaret for at løse situationen skal placeres hos det barn, der bliver udsat for noget ubehageligt.

9. Ikke alle konflikter skal løses gennem dialog mellem børnene

En fagligt ansvarlig tilgang til konflikthåndtering kræver, at vi skelner mellem almindelige uenigheder og situationer præget af mobning, vold, trusler eller alvorlig magtubalance.

Mobning er ikke blot en almindelig konflikt mellem to ligeværdige parter. Den kan blandt andet være kendetegnet ved gentagne krænkelser og en reel eller oplevet forskel i magt.

I sådanne situationer er det ikke tilstrækkeligt at opfordre børnene til at tale sammen, finde et kompromis eller sige STOP.

Voksne skal gribe ind, beskytte barnet og arbejde systematisk med de forhold, der gør mobningen mulig.

Den amerikanske offentlige vidensportal StopBullying.gov fraråder eksempelvis almindelig konfliktmægling mellem børn som standardløsning ved mobning, fordi metoden risikerer at behandle parterne som lige ansvarlige for situationen.

Læs anbefalingerne fra StopBullying.gov.

Det er ikke altid børnenes opgave at finde løsningen sammen. Nogle gange er det de voksnes opgave at stoppe en uacceptabel handling og ændre de rammer, der tillader den.

10. Fra STOP-metode til en fælles pædagogisk praksis

Hvis vi ønsker bedre konflikthåndtering i daginstitutioner og skoler, er det ikke nok at udskifte STOP med en ny standardsætning.

Vi må arbejde med hele den pædagogiske tilgang.

Det kræver fælles refleksion i personalegruppen. Hvordan reagerer vi, når børn bliver uenige? Hvornår griber vi ind? Hvordan hjælper vi børn med at sætte ord på følelser? Og hvordan sikrer vi, at konflikter ikke bare forsvinder fra vores synsfelt for at opstå igen senere?

En institution kan eksempelvis arbejde med følgende fælles principper:

• Alle børn har ret til at sætte personlige grænser.
• Voksne griber ind ved vold, mobning og grænseoverskridelser.
• Uenighed betragtes ikke automatisk som dårlig adfærd.
• Vi hjælper børn med at forstå deres egne og andres perspektiver.
• Vi øver konflikthåndtering, når børnene er rolige.
• Vi undersøger gentagne konflikter frem for kun at håndtere enkelthændelser.
• Vi vurderer vores indsats på, hvad børnene lærer, og hvordan relationerne udvikler sig – ikke kun på, hvor hurtigt der bliver stille.

Det er en mere krævende tilgang end at lære alle børn den samme kommando.

Til gengæld giver den mulighed for at arbejde med de færdigheder, børn skal bruge resten af livet: Selvregulering, forståelse, kommunikation, samarbejde og ansvar.

Ofte stillede spørgsmål om STOP-metoden og konflikthåndtering

Hvorfor virker STOP-metoden ikke altid?

STOP-metoden kan hjælpe børn med at markere en grænse, men den løser ikke nødvendigvis den uenighed, der ligger bag konflikten. Konflikter kan handle om følelser, behov, relationer, retfærdighed og social status. Disse forhold kræver ofte støtte, dialog og opfølgning.

Skal børn så ikke lære at sige STOP?

Jo. Børn skal lære at sige fra over for uønsket berøring, vold, drillerier og andre grænseoverskridelser. Men de skal også lære andre strategier til at håndtere almindelige uenigheder. STOP bør være ét redskab blandt flere, ikke en universalløsning.

Kan STOP forværre en konflikt?

Det kan ske i enkelte situationer, eksempelvis hvis signalet opleves som en offentlig irettesættelse eller skaber en ny uenighed om, hvem der bestemmer. Der er dog ikke tilstrækkelig direkte forskning til at sige, at STOP generelt forværrer konflikter.

Hvordan hjælper man børn med at løse konflikter?

Start med at sikre tryghed og stoppe eventuel skadelig adfærd. Hjælp børnene med at finde ro, undersøg deres oplevelser, sæt ord på følelser og behov, og støt dem i at finde løsninger, når det er passende. Følg op, hvis konflikten gentager sig.

Hvad er forskellen på grænsesætning og konfliktløsning?

Grænsesætning handler om at markere, hvad man ikke vil acceptere. Konfliktløsning handler om at forstå og håndtere uenigheder. En person kan have ret til at sige nej uden at være forpligtet til at forhandle. Almindelige uenigheder kan derimod kræve, at begge parters perspektiver bliver undersøgt.

Hvorfor er følelsesregulering vigtig i konflikter?

Følelsesregulering hjælper børn med at håndtere stærke følelser og vælge hensigtsmæssige handlinger. Når et barn er meget vredt eller frustreret, kan det være sværere at lytte, perspektivtage og finde løsninger. Derfor kan voksenstøtte og tid til at finde ro være vigtig.

Hvordan kan skoler arbejde forebyggende med konflikter?

Skoler kan blandt andet arbejde med følelsessprog, fællesskaber, samarbejde, perspektivtagning, problemløsning og tydelige fælles forventninger. Kompetencerne bør øves i den daglige undervisning og ikke kun introduceres, når børnene allerede står midt i en konflikt.

Konklusion: Vi skal lære børn mere end at sige STOP

STOP-metoden udspringer af en vigtig tanke: Børn skal kunne sige fra og opleve, at deres grænser bliver respekteret.

Den tanke skal vi bevare.

Men vi må samtidig gøre op med forestillingen om, at et enkelt ord, en udstrakt hånd eller en indlært kommando kan løse de komplekse sociale situationer, som børn oplever hver eneste dag.

Konflikter opstår ikke uden grund. De kan udspringe af misforståelser, modsatrettede behov, stærke følelser, relationelle spændinger, social status og oplevelser af uretfærdighed.

Når vi kun forsøger at standse den synlige konflikt, risikerer vi at overse det, børnene faktisk har brug for hjælp til.

Det betyder ikke, at alle konflikter skal fortsætte, eller at børn skal efterlades i ubehagelige situationer for at lære noget. Tværtimod skal voksne skabe tryghed, beskytte grænser og hjælpe børnene videre.

Men vi skal turde stille større krav til vores egen pædagogiske praksis.

For det er ikke tilstrækkeligt, at børn lærer at sige STOP.

De skal også lære at lytte, forstå, forhandle, sige fra, håndtere afvisning, tage ansvar og finde løsninger.

Stilhed er ikke det samme som konfliktløsning.

Og et STOP er ikke det samme som forståelse.

Hvis vi vil udvikle børns sociale kompetencer, skal vi derfor ikke bare lære dem, hvordan de stopper en konflikt.

Vi skal lære dem, hvad de gør bagefter.

Forskning, faglig baggrund og kilder

Artiklen er en faglig analyse og diskussion af STOP-metodens begrænsninger. De pædagogiske eksempler og vurderinger er ikke gengivelser af konkrete forskningsforsøg med den danske STOP-metode. Følgende kilder understøtter artiklens principper om følelsesregulering, samregulering, social læring, konflikthåndtering og mobning.

1. Education Endowment Foundation (2019).
   Improving Social and Emotional Learning in Primary Schools.
   Vejledning om eksplicit undervisning i sociale og følelsesmæssige kompetencer.
   Læs rapporten.
2. Education Endowment Foundation (opdateret 2025).
   Social and Emotional Learning – Teaching and Learning Toolkit.
   Forskningsoversigt over effekterne af sociale og emotionelle læringsindsatser.
   Læs forskningsoversigten.
3. Verhagen, C. m.fl. (2024).
   Coregulation between parents and elementary school-aged children in response to challenge and in association with child outcomes: A systematic review.
   Developmental Psychology.
   DOI: 10.1037/dev0001864.
4. Espenes, K. m.fl. (2025).
   Effect of Psychosocial Interventions on Children and Youth Emotion Regulation: A Meta-Analysis.
   Administration and Policy in Mental Health and Mental Health Services Research.
   DOI: 10.1007/s10488-024-01373-3.
5. England-Mason, G. & Gonzalez, A. (2020).
   Intervening to shape children’s emotion regulation: A review of emotion socialization parenting programs for young children.
   Emotion.
   DOI: 10.1037/emo0000638.
6. Clark, M. & Harper, H. (2020).
   Pillars of Peace: Tips for Peacemaking in the Early Childhood Classroom.
   National Association for the Education of Young Children (NAEYC).
   Læs artiklen.
7. StopBullying.gov.
   Support the Children Involved.
   Offentlig vejledning om håndtering af mobning, herunder begrænsninger ved konfliktmægling i situationer med magtubalance.
   Læs vejledningen.