Hvornår bliver en konflikt til mobning? Derfor er forskellen afgørende

Hvad er forskellen på mobning og konflikt?

Forestil dig to elever, der vil bestemme reglerne i en fodboldkamp. Begge mener, at de har ret, og diskussionen udvikler sig til et skænderi.

Det kan være en konflikt. Begge børn har ønsker og interesser, som støder sammen. De kan have brug for hjælp til at forhandle, lytte og finde en løsning.

Forestil dig nu en elev, som igen og igen bliver udelukket fra fodboldkampene. Når eleven forsøger at deltage, griner de andre, vender ryggen til eller fortæller, at der ikke er plads.

Her bør vi undersøge, om der er tale om mobning eller et mønster af social udelukkelse.

Den væsentlige forskel er ikke, hvor højlydt børnene skændes. Den handler om relationen, handlemulighederne og den sociale situation.

Tre forhold, der kan pege på mobning

• Gentagelse: Et barn udsættes gentagne gange for nedværdigende handlinger eller udelukkelse, eller der er stor risiko for gentagelse.
• Magtubalance: Barnet har vanskeligere ved at forsvare sig eller ændre sin position i fællesskabet.
• Negative konsekvenser: Handlingerne skaber utryghed, isolation, ydmygelse eller anden skade.

Disse kendetegn indgår i international mobbeforskning, blandt andet i rapporten Preventing Bullying Through Science, Policy, and Practice fra National Academies of Sciences, Engineering, and Medicine.

Et barn behøver dog ikke vente på, at krænkelser gentager sig, før de voksne griber ind. Også en enkelt alvorlig episode kræver handling.

Kilde: National Academies – Preventing Bullying Through Science, Policy, and Practice.

Mobning er ikke nødvendigvis en konflikt mellem to ligeværdige parter

En af de mest problematiske pædagogiske fejl opstår, når vi behandler mobning som en almindelig uenighed mellem to børn.

Vi tager begge børn til side og siger: “Nu skal I lytte til hinanden og finde ud af det.”

Men hvad nu, hvis det ene barn i længere tid er blevet ydmyget, truet eller udelukket af det andet?

Så er situationen ikke nødvendigvis ligeværdig.

Et barn, der bliver mobbet, har ikke samme forhandlingsposition som det barn eller den gruppe, der bestemmer, hvem der må være med.

Når vi stiller børnene over for hinanden og forventer et kompromis, risikerer vi at give det udsatte barn et medansvar for en situation, det ikke selv har skabt.

Mobning er ikke en uenighed, som begge parter nødvendigvis har lige ansvar for at løse.

Derfor bør voksne være varsomme med klassisk konfliktmægling ved mobning. Først må vi sikre barnets tryghed og arbejde med de handlinger og sociale forhold, der opretholder problemet.

Se også StopBullying.govs anbefalinger om at hjælpe børn, der er involveret i mobning.

Mobning kan foregå uden skænderier

Når vi forestiller os mobning, ser vi måske et barn, der bliver slået, skubbet eller kaldt grimme ting.

Men nogle af de mest belastende sociale situationer kan være næsten usynlige for voksne.

Det kan være barnet, som ingen vælger i gruppearbejdet. Barnet, der konsekvent bliver overset, når der laves aftaler. Eller eleven, som oplever, at alle de andre stopper med at tale, når vedkommende kommer hen til dem.

Der behøver ikke være råb, skældsord eller synlige sammenstød.

Et barn kan være socialt isoleret i en klasse, der på overfladen virker rolig.

Derfor bør vi ikke kun reagere på det, der larmer. Vi skal også være opmærksomme på børn, som langsomt mister deres plads i fællesskabet.

Læs mere i vores artikel om social eksklusion blandt børn.

Hvorfor opstår mobning i børnefællesskaber?

Mobning kan ikke altid forstås ved alene at undersøge det enkelte barns personlighed.

Relationerne i gruppen spiller også en central rolle. Sociale hierarkier, normer, usikkerhed, tilskuernes reaktioner og frygten for selv at blive udelukket kan være med til at fastholde bestemte mønstre.

Et barn kan eksempelvis deltage i udelukkelse, fordi barnet selv ønsker at bevare sin plads i en populær gruppe.

Andre børn kan undlade at gribe ind, fordi de er bange for selv at blive næste mål.

Det undskylder ikke den krænkende adfærd. Men det forklarer, hvorfor løsningen ofte kræver en indsats rettet mod mere end ét barn.

Forskning i mobning peger på, at både individuelle forhold, jævnaldrende, skolemiljø og bredere sociale rammer har betydning.

Kilde: National Academies – forskningsoversigt om mobning og sociale forhold.

Hvorfor “sig STOP” ikke er nok, når et barn bliver mobbet

Det er vigtigt at lære børn at sige fra. Men der opstår et alvorligt problem, hvis vi gør barnets evne til at sige STOP til hovedstrategien mod mobning.

Et barn, der bliver udsat for systematisk udelukkelse, har ikke nødvendigvis magten til at ændre situationen ved at bede de andre stoppe.

Den sociale ubalance kan netop være årsagen til, at barnets protester ikke virker.

Hvis barnet efterfølgende får beskeden om, at det skal sige tydeligere fra, risikerer vi utilsigtet at flytte ansvaret væk fra de voksne og fra de børn, der krænker.

Barnet skal ikke bevise, at det kan forsvare sig, før det har krav på hjælp.

Det er også derfor, grænsesætning og konflikthåndtering ikke bør forveksles.

Vi undersøger netop denne problematik i artiklen Hvorfor STOP ikke virker.

Hvordan skal lærere og pædagoger gribe ind?

1. Tag barnets oplevelse alvorligt

Undgå at afvise henvendelsen med, at børnene nok bare er blevet uenige. Spørg ind til, hvad barnet oplever, og hvad der tidligere er sket.

2. Undersøg mønstre frem for kun enkelthændelser

Hvem er involveret? Hvornår opstår situationerne? Er bestemte børn systematisk udenfor? Hvilken rolle spiller resten af gruppen?

3. Sørg for tryghed med det samme

Barnet skal kunne være i skole eller daginstitution uden at frygte nye krænkelser. Aftal konkret, hvilke voksne barnet kan kontakte, og hvordan der følges op.

4. Arbejd med fællesskabet

Undersøg normer, roller, grupperinger og deltagelsesmuligheder. Klassefællesskabet skal ikke kun lære, at mobning er forkert, men også hvordan alle kan bidrage til tryghed.

5. Følg op over tid

En enkelt samtale er sjældent nok til at dokumentere, at et mobbemønster er ophørt. Følg systematisk op på barnets oplevelse og gruppens faktiske adfærd.

Ved konstaterede problemer med det psykiske undervisningsmiljø skal skolen desuden følge de gældende danske regler og procedurer, herunder relevante krav om handlingsplan.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er forskellen på drilleri og mobning?

Drilleri kan forekomme mellem børn med en nogenlunde ligeværdig relation og uden et vedvarende mønster af krænkelser. Mobning er typisk kendetegnet ved gentagelse eller sandsynlig gentagelse samt en magtubalance. Drilleri kan dog også være grænseoverskridende og kræve voksenindgriben.

Kan én episode være mobning?

Internationale definitioner fremhæver normalt gentagelse eller stor sandsynlighed for gentagelse. En enkelt alvorlig hændelse skal dog tages alvorligt, uanset hvilken betegnelse man anvender.

Skal børn selv løse mobning?

Nej. Børn kan inddrages på passende måder, men voksne har ansvar for at beskytte dem og ændre de forhold, der muliggør mobningen.

Kan mobning finde sted uden fysisk vold?

Ja. Mobning kan blandt andet komme til udtryk gennem social udelukkelse, rygter, ydmygelser, trusler og digitale handlinger.

Konklusion: Vi må først forstå situationen, før vi vælger metoden

Børn skal lære at håndtere konflikter. De skal kunne lytte, forhandle, sætte grænser og forstå, at andre kan have forskellige behov.

Men mobning er ikke bare en konflikt, hvor børnene mangler de rette ord.

Mobning kan være et mønster, hvor et barn mister tryghed, indflydelse og adgang til fællesskabet.

Derfor skal vi være bedre til at skelne.

Konflikter skal håndteres. Mobning skal stoppes. Og i begge tilfælde skal voksne forstå, hvad der faktisk foregår.

Kilder og faglig baggrund

1. National Academies of Sciences, Engineering, and Medicine (2016): Preventing Bullying Through Science, Policy, and Practice.
2. StopBullying.gov: Support the Children Involved.
3. Education Endowment Foundation (2019): Improving Social and Emotional Learning in Primary Schools.