Revolutionerne i 1800-tallet
Selvom 1800-tallet var præget af relativt få store krige, var det et århundrede med omfattende revolutioner. Disse opstande begyndte ofte i Paris og bredte sig til resten af Europa. De var drevet af et ønske om frihed, demokratiske rettigheder og bedre levevilkår. Revolutionerne i 1830, 1848 og 1871 var blandt de vigtigste og havde vidtrækkende konsekvenser, herunder skabelsen af Belgien som selvstændig stat og Napoleons 3.’s vej til magten i Frankrig.
Julirevolutionen i 1830
I 1830 udbrød en revolution i Paris som en reaktion på kong Karl 10.’s autoritære styre. Han havde opløst parlamentet og afskaffet pressefriheden, hvilket fik de parisiske borgere til at gå på barrikaderne. Den franske hær nægtede at skyde på folket, og kongen måtte abdicere. Han blev erstattet af hertugen af Orléans, Ludvig Filip, som blev kendt som “borgerkongen” for sin mere liberale holdning.
Belgien river sig løs
Julirevolutionen i Paris inspirerede også belgierne, som på Wienerkongressen i 1815 var blevet tvunget til at være en del af Holland. De katolske belgiere var utilfredse med at blive styret af den protestantiske hollandske konge, Vilhelm 1.
Den 25. august 1830 udbrød uroligheder i Bruxelles efter en opførelse af operaen Den stumme i Portici. Oprørere stormede våbenbutikker, og snart var hele byen i oprør. Hollandske tropper forsøgte at slå opstanden ned, men måtte trække sig tilbage. Den 4. oktober 1830 erklærede Belgien sig selvstændigt.
Stormagterne anerkender Belgien
De fleste stormagter var skeptiske over for Belgiens selvstændighed, især Rusland, Preussen og Østrig. Frankrig støttede dog Belgien, hvilket gjorde det svært for de øvrige stormagter at gribe militært ind uden at udløse en større europæisk krig. I december 1830 anerkendte en konference i London Belgiens uafhængighed og fastslog landets neutralitet, en status der senere fik stor betydning under Første Verdenskrig.
Polsk oprør mod Rusland
Revolutionerne i 1830 fik også polakkerne til at gøre oprør mod det russiske styre. I januar 1831 erklærede de Polen for en selvstændig stat, men Rusland knuste opstanden senere samme år og genoprettede sin kontrol.
Revolutionerne i 1848
I 1848 brød en ny bølge af revolutioner ud i Europa. Årsagerne var blandt andet:
- Økonomisk krise og arbejdsløshed.
- Krav om demokratiske reformer.
- Nationalistiske bevægelser, der ønskede uafhængighed.
Februarrevolutionen i Frankrig
Den franske konge Ludvig-Filip mistede tronen, da soldater i februar 1848 åbnede ild mod en fredelig demonstration i Paris og dræbte 50 demonstranter. Det førte til en ny opstand, hvor barrikader blev rejst, og kongen flygtede til England.
Frankrig blev udråbt som republik den 25. februar 1848, og en midlertidig regering blev dannet. Den socialistiske politiker Louis Blanc fik en fremtrædende rolle og indførte nationale værksteder, hvor arbejdsløse kunne få arbejde.
Nationalværkstederne og social uro
Blancs nationale værksteder blev hurtigt overvældet af den store tilstrømning af arbejdere. Staten kunne ikke finansiere dem, og i juni 1848 blev de lukket. Det førte til en ny arbejderopstand i Paris, som regeringen brutalt slog ned. Over 8000 blev dræbt eller henrettet, og mange blev deporteret til Algeriet.
Napoleon 3.’s Magtovertagelse
Efter revolutionen blev der i november 1848 afholdt præsidentvalg, som blev vundet af Louis Napoleon, nevø af Napoleon Bonaparte. Han vandt med et overvældende flertal, fordi mange franskmænd stadig havde stærke følelser for Napoleons dynasti.
Fra præsident til kejser
Tre år senere gennemførte Louis Napoleon et statskup, hvor han sikrede sig præsidentposten i ti år. I 1852 udnævnte han sig selv til kejser under navnet Napoleon 3., hvilket blev godkendt ved en folkeafstemning. Han regerede indtil 1870 og gennemførte omfattende økonomiske og infrastrukturprojekter, herunder moderniseringen af Paris.
Pariserkommunen og Revolutionen i 1871
Frankrigs nederlag til Preussen
I 1870 erklærede Napoleon 3. krig mod Preussen, men det viste sig at være en katastrofal beslutning. Den franske hær blev hurtigt besejret, og Napoleon 3. blev taget til fange ved slaget ved Sedan. Det skabte uro i Paris, hvor en gruppe republikanere den 4. september 1870 afsatte kejseren og dannede en ny regering.
Belejringen af Paris
Preusserne belejrede Paris i fire måneder, men byen nægtede at overgive sig. Store dele af befolkningen led af sult, men organiserede sig i lokale komiteer, som opretholdt orden og sørgede for en retfærdig fordeling af fødevarer.
Pariserkommunen – Et socialistisk eksperiment
Efter krigens afslutning i 1871 forsøgte regeringen at genvinde kontrol over Paris, men byens arbejdere tog magten og dannede Pariserkommunen. Kommunen gennemførte flere reformer:
- Adskillelse af kirke og stat.
- Gratis undervisning til alle.
- Forbedring af arbejdernes rettigheder.
Blodig nedkæmpelse
Den nationale regering kunne ikke acceptere en socialistisk styret by og sendte hæren ind. Den 21. maj 1871 blev Paris stormet, og oprøret blev knust i en brutal massakre. Officielt blev 17.000 kommunarder dræbt, men uofficielle kilder anslår, at op mod 60.000 mistede livet.
Revolutionerne i 1800-tallet var drevet af ønsker om demokrati, sociale reformer og national selvbestemmelse. Selvom mange af dem blev knust, førte de alligevel til langsigtede forandringer, herunder Belgiens selvstændighed, Napoleons 3.’s kejserdømme og moderniseringen af Paris. Pariserkommunen i 1871 blev en inspirationskilde for senere socialistiske bevægelser og viste, at arbejderklassen kunne tage magten, om end kun for en kort tid.
Tidslinje
- 1789: Den Franske Revolution bryder ud.
- 1815: Napoleons nederlag ved Waterloo.
- 1830: Julirevolutionen i Frankrig; Belgien bliver selvstændigt.
- 1848: Februarrevolutionen i Frankrig; Napoleon 3. bliver præsident.
- 1852: Napoleon 3. udråber sig selv til kejser.
- 1871: Frankrig taber krigen mod Preussen; Pariserkommunen oprettes og knuses.
