Hvad er girafsprog? Fire trin til at tale om det, der skete

I garderoben siger et barn: “Du er altid så dum.” Den voksne siger: “Sådan taler vi ikke.” Barnet tier. Konflikten er ikke løst. Den er bare blevet stille.

Girafsprog er et forsøg på at gøre det modsatte. Ikke at pynte på skældsordet, men at finde ud af, hvad der skete, hvordan det føltes, og hvad der var vigtigt, før nogen bliver bedt om at sige undskyld for en sætning, de endnu ikke selv forstår.

Hvad ordet dækker

Girafsprog er den danske skolebetegnelse for ikkevoldelig kommunikation, udviklet af psykologen Marshall B. Rosenberg. I Danmark er det især formidlet gennem LIVKOM og undervisere som Kirsten Kristensen. Giraffen er billedet, fordi den har overblik. Den lange hals skal minde om, at man kan se mere end sin egen første reaktion.

Ulven er det andet billede. I engelske tekster hedder den ofte sjakal. I dansk praksis siger man ulv. Billedet handler om sprog, der placerer skyld, taler om rigtigt og forkert og gør den anden ansvarlig for ens følelser.

Et barn, der siger “du er dum”, bruger ulvesprog. Barnet er ikke en ulv. Hvis vi begynder at sortere børn i giraffer og ulve, har vi bare fået et nyt skældsord.

De fire trin, på en rigtig hændelse

Rosenbergs model har fire dele: observation, følelse, behov og anmodning. Til børn kan de hedde se, mærk, find og bed. Her er den samme garderobe, foldet ud.

• Se. “Da jeg hang min jakke, skubbede du til mig, og jakken faldt ned.” Det er noget, man kan se. “Du er altid så dum” er en dom. Den kan den anden kun være enig eller uenig i.
• Mærk. “Jeg blev vred og flov.” Følelsen er min. “Jeg føler, at du er ligeglad” er ikke en følelse. Det er en ny dom, med ordet føler foran.
• Find. “Jeg har brug for, at mine ting får lov at ligge.” Behovet er respekt eller orden. “Jeg har brug for, at du aldrig rører min jakke” er allerede en løsning. Løsningen kan diskuteres. Behovet kan ofte anerkendes, også når løsningen ikke kan.
• Bed. “Vil du række mig jakken?” En anmodning er konkret. Den kan besvares med ja, nej eller et andet forslag. Hvis nej ikke er tilladt, er det et krav.

De fire sætninger skal ikke leveres som en remse. Hvis det lyder som en formular, er I kommet væk fra sagen. Så spørg igen: hvad skete der?

Observation er det sværeste trin

Børn og voksne blander syn og vurdering, fordi vurderingen føles som fakta, når man er ked af det. Øv forskellen med sætninger på tavlen. Lad klassen sortere.

• “Hun stjal min plads” kan undersøges som: “Hun satte sig på stolen, hvor jeg havde siddet.”
• “Han er irriterende” kan undersøges som: “Han sagde mit navn tre gange, mens jeg skrev.”
• “Du lytter aldrig” kan undersøges som: “Da jeg fortalte om frikvarteret, kiggede du på din telefon.”

Pointen er ikke juridisk præcision. Pointen er, at den anden får mindre at forsvare sig imod, og mere at forholde sig til.

Behov er ikke det samme som en strategi

Et behov peger ikke på en bestemt person eller en bestemt handling. Ro, tryghed, retfærdighed, indflydelse, at høre til, at blive taget alvorligt. Det er behov.

“Vær stille”, “gå væk”, “sig undskyld nu” er strategier. De kan være fornuftige. De er bare ikke det samme som behovet. Når man forveksler dem, bliver samtalen en kamp om én løsning, selv om der fandtes tre.

Det er her, modellen bliver brugbar for den voksne, der skal sætte en grænse. Du kan sige: “Jeg kan høre, at du gerne vil have indflydelse på legen. Du må ikke skubbe for at få den.” Behovet bliver stående. Handlingen bliver stoppet.

Lytning er den anden halvdel

Hvis girafsprog kun er noget, man siger til andre, bliver det et værktøj til at vinde pænt. Den anden halvdel er et gæt, som kan afvises.

Er du vred, fordi du gerne ville have været med?

Barnet skal kunne sige nej. Så prøver I et andet ord, eller barnet finder selv et. I klasseøvelser kan de andre gætte ud fra følelses- og behovskort, mens den, der ejer historien, til sidst vælger de ord, der passer. Gættet er et tilbud. Det er ikke en diagnose.

En time, I kan køre i morgen

20 til 25 minutter i indskoling eller på mellemtrinnet. Ingen dukker, der skal hedde ulven. To stole eller to kort er nok: “sådan lød det” og “sådan kan det siges”.

1. Læs én sætning højt: “Du ødelægger altid legen.”
2. Spørg: hvad kunne et kamera have set, hvis det her skete i frikvarteret? Skriv to forslag.
3. Læg fire følelsesord frem. Glad bruger I ikke i dag. Vred, ked af det, skuffet, urolig.
4. Spørg: hvad kunne være vigtigt for den, der sagde sætningen? At være med. At en aftale holdes. At det er fair.
5. Formuler ét spørgsmål, den anden kan svare ja eller nej til.
6. Byt. Nu gætter en anden, og den første må sige “nej, sådan er det ikke”.

Slut med sætningen: vi øver sproget. Vi udnævner ikke nogen.

Hvis affekten allerede er høj, er timen det forkerte sted at bruge modellen. Så er opgaven ro, afstand og en voksen, der bliver. Ordene kan vente. Det har vi skrevet mere om i følelsesregulering hos børn.

Læs videre

• Girafsprog og ulvesprog, hele guiden.
• Ulvesprog, oversat, flere sætninger fra skole og personale.
• Hjulet, plakaten I kan pege på.
• To lektioner til 0.–2. klasse, med de fire kort på side 7.
• Mappen med modelkort.

Kilder

Rosenberg, M. B. Nonviolent Communication: A Language of Life. PuddleDancer Press.

LIVKOM: Om ikkevoldelig kommunikation.

Center for Nonviolent Communication.