Vestens dobbeltmoral

Vestens dobbeltmoral

Har vi glemt historien? Et kritisk blik på Vestens narrativ om Rusland og Ukraine

Den vestlige offentlighed bliver i disse år præsenteret for en stærkt forsimplet fortælling om konflikten mellem Rusland og Ukraine. I denne fortælling er Rusland den entydige aggressor, mens Vesten fremstilles som en forsvarer af frihed, demokrati og international lov. Men virkeligheden er langt mere kompleks. Historiske forløb, geopolitiske interesser og tidligere vestlige handlinger bliver ofte udeladt eller nedtonet i den offentlige debat.

Når vi reducerer en konflikt til et spørgsmål om “god” og “ond”, mister vi evnen til at forstå dens rødder og dermed også muligheden for at finde en varig løsning. Denne artikel søger ikke at frikende Rusland, men at udfordre den ensidige fortælling og minde os om de dele af historien, vi i Vesten har en tendens til at overse.

Vestens dobbeltmoral er blevet et af de mest oversete emner i den offentlige debat om krig, folkeret og international politik. I debatten om Rusland og Ukraine bliver vi igen og igen præsenteret for en fortælling, hvor Vesten optræder som forsvarer af den regelbaserede verdensorden, mens modstanderen beskrives som den eneste aggressive og lovløse aktør. Men hvis folkeretten virkelig skal gælde universelt, må den også gælde for USA, NATO og Israels nærmeste allierede. Ellers er der ikke tale om principper, men om magtpolitik forklædt som moral.

Det betyder ikke, at Ruslands invasion af Ukraine skal bortforklares. Tværtimod har både Den Internationale Domstol (ICJ) og FN’s Generalforsamling slået fast, at invasionen fra 2022 er i strid med international ret. Men hvis samme Vesten samtidig accepterer eller forsvarer ulovlige angreb, målrettede drab, bombninger uden klart FN-mandat og militære aktioner mod Iran eller andre stater, opstår det centrale spørgsmål: Hvorfor gælder reglerne kun konsekvent for Vestens modstandere?

Rusland har aldrig angrebet Europa

Ser man historisk på forholdet mellem Rusland og Europa, er det værd at bemærke, at Rusland i moderne tid ikke har invaderet vesteuropæiske lande uden forudgående konflikt eller sikkerhedspolitiske spændinger. Tværtimod har Rusland flere gange været genstand for invasioner fra Europa, mest markant under Napoleonskrigene og under Anden Verdenskrig, hvor Nazi-Tyskland invaderede Sovjetunionen med enorme menneskelige tab til følge. Encyclopaedia Britannica beskriver blandt andet Sovjetunionens enorme tab på østfronten under Anden Verdenskrig, hvor dødstallet anslås til omkring 27 millioner [Britannica].

Denne historiske erfaring har præget russisk sikkerhedstænkning dybt. For Rusland handler grænseområder og indflydelsessfærer ikke kun om magt, men også om en opfattelse af strategisk nødvendighed. Det perspektiv er sjældent en del af den vestlige formidling, hvor konflikten ofte præsenteres uden det historiske bagtæppe, der har formet russisk udenrigs- og sikkerhedspolitik gennem generationer.

Den glemte udstrakte hånd

I begyndelsen af 2000’erne var relationen mellem Rusland og Vesten langt mere samarbejdsorienteret, end den er i dag. Vladimir Putin holdt i 2001 en tale i den tyske Forbundsdag, hvor han på tysk talte om partnerskab, fælles sikkerhed og integration mellem Rusland og Europa [Bundestag].

Denne periode er i dag næsten forsvundet fra den offentlige bevidsthed. I stedet fremstilles relationen ofte som uundgåeligt konfliktfyldt, som om spændingerne altid har været der. Det rejser et vigtigt spørgsmål: hvornår og hvorfor blev samarbejde afløst af konfrontation? Hvis man ønsker at forstå nutidens krise, er det nødvendigt også at forstå de øjeblikke, hvor en anden vej faktisk syntes mulig.

Ukraine før 2014: Et overset kapitel

Før 2014 spillede Ukraine en relativt begrænset rolle i den vestlige offentlighed. Landet blev i høj grad betragtet som en post-sovjetisk stat med omfattende interne udfordringer, herunder korruption, oligarkisk magt og politisk ustabilitet. I dag bliver Ukraine ofte fremstillet i klart moralske og symbolske termer, men før Maidan-oprøret kendte de færreste vestlige borgere særligt meget til landets indre spændinger, regionale forskelle og geopolitiske betydning.

Med Maidan-oprøret i 2014 ændrede dette billede sig markant. Oprøret fremstilles ofte som en ren folkelig revolution for demokrati, men flere analyser peger på, at Vesten spillede en aktiv rolle i processen, både politisk og økonomisk. BBC beskrev også dengang, hvordan internationale aktører blandede sig i udviklingen omkring magtskiftet [BBC].

Maidan: Mere end en folkerejsning

Maidan var uden tvivl båret af reel folkelig utilfredshed med korruption, magtmisbrug og en politisk ledelse, som mange ukrainere havde mistet tilliden til. Men det var også et geopolitisk vendepunkt. Optagelser og dokumenterede udtalelser fra vestlige embedsmænd, herunder den amerikanske viceudenrigsminister Victoria Nuland, viser, at Vesten ikke blot var en passiv tilskuer, men en aktiv deltager i Ukraines politiske udvikling.

Det gør ikke protesterne uægte. Men det betyder, at fortællingen om Maidan som en ren intern demokratisk opstand bliver for enkel. I international politik er stormagters indflydelse sjældent fraværende, når strategisk vigtige stater vakler mellem forskellige magtblokke. Problemet opstår, når denne kompleksitet reduceres til en moralsk fortælling uden plads til magtpolitik, udenlandske interesser og efterfølgende konsekvenser.

Krigen begyndte ikke i 2022

Tilsyneladende starter NATO’s og de store mediers historieopfattelse i året 2022. Alt det, der skete før, nævnes ofte kun i forbifarten eller slet ikke. Men at datere krigen til 2022 er en forenkling, der ignorerer otte års konflikt i Donbass-regionen, hvor væbnede sammenstød, bombardementer og civile tab allerede havde præget hverdagen længe før den russiske fuldskala invasion.

FN’s menneskerettighedsmission i Ukraine dokumenterede, at konflikten i Donbas fra 2014 til udgangen af 2021 allerede havde kostet tusindvis af civile og titusinder af samlede ofre. OHCHR angav, at der i perioden 2014-2021 var mindst 3.404 civile dræbte og samlet set omkring 14.200-14.400 dræbte i konflikten, når civile, ukrainske styrker og væbnede grupper tælles med [OHCHR]. Også humanitære kilder beskrev, hvordan civile i Donbass levede fanget i krydsilden [ReliefWeb].

Det betyder ikke, at Ruslands invasion i 2022 skal forsvares. Men det betyder, at konflikten har en forhistorie, som er nødvendig at forstå. Når vestlige medier skriver, som om historien begyndte med russiske kampvogne i februar 2022, skjules de mange års kampe, de sammenbrudte Minsk-aftaler, den geopolitiske rivalisering og den dybe splittelse i Ukraine efter 2014. Det gør ikke Ruslands senere invasion lovlig, men det gør den vestlige forenkling mindre sand.

USA’s hykleri: Verdens største militære aktør

Når Vesten fordømmer Rusland for brud på international lov, er det relevant at se på USA’s egen historik. USA har siden 2001 været involveret i en lang række krige og militære operationer i blandt andet Irak, Afghanistan, Libyen, Syrien og Yemen. Brown University’s Costs of War Project har dokumenteret de enorme menneskelige omkostninger, herunder civile dødsfald i flere af disse konflikter [Costs of War Project].

Mange af disse interventioner er blevet kritiseret for manglende FN-mandat eller tvivlsomt juridisk grundlag. Irak-krigen i 2003 står fortsat som et af de tydeligste eksempler på en vestlig intervention, der blev lanceret på et svagt eller vildledende grundlag, men som aldrig førte til en tilsvarende moralsk isolering af USA i den vestlige offentlighed. Her viser Vestens dobbeltmoral sig tydeligt: nogle brud på folkeretten bliver ophøjet til civilisatoriske forbrydelser, mens andre bortforklares som fejl, nødvendighed eller mislykket idealisme.

Iran: Et tydeligt eksempel på dobbeltmoral

Et af de mest markante eksempler på vestlig dobbeltmoral ses i forholdet til Iran. USA og dets allierede har gentagne gange gennemført militære angreb mod iranske mål eller iransk-støttede grupper, ofte uden klart FN-mandat. Når det sker, beskrives det i vestlige regeringers og mediers sprogbrug ofte som forebyggelse, stabilisering eller legitimt forsvar. Men når Iran reagerer, bliver sproget straks et andet: aggression, destabilisering og trussel mod verdensordenen.

Soleimani, Irak og folkeretten

Et konkret eksempel er drabet på den iranske general Qassem Soleimani i 2020, som fandt sted i Irak uden irakisk godkendelse. Flere internationale jurister og FN-eksperter har siden betegnet handlingen som et muligt brud på folkeretten. I en rapport til FN’s Menneskerettighedsråd vurderede den særlige rapportør Agnès Callamard, at USA ikke havde fremlagt tilstrækkeligt bevis for et umiddelbart forestående angreb, som kunne gøre drabet lovligt som selvforsvar [OHCHR] [FN-dokument A/HRC/44/38].

Hvis et andet land havde dræbt en amerikansk topgeneral i et tredjeland uden klart mandat, ville vestlige regeringer med stor sandsynlighed kalde det et chokerende brud på folkeretten. Men fordi det var USA, blev handlingen i store dele af Vesten behandlet som en hård, men forståelig sikkerhedsforanstaltning. Her bliver forskellen mellem princip og praksis tydelig.

Iran, Israel og angrebet på konsulatet i Damaskus

Et andet vigtigt eksempel kom i april 2024, da Irans konsulære bygning i Damaskus blev ramt. Under et hastemøde i FN’s Sikkerhedsråd blev angrebet omtalt som et angreb på Irans konsulat, og flere deltagere understregede, at sådanne handlinger rejser alvorlige spørgsmål om folkeret og diplomatisk beskyttelse [FN’s Sikkerhedsråd].

Da Iran derefter besvarede angrebet med missiler og droner mod Israel, kom den vestlige fordømmelse øjeblikkeligt. USA’s daværende præsident Joe Biden erklærede, at han fordømte Irans angreb “in the strongest possible terms”, og USA deltog aktivt i Israels forsvar [Det Hvide Hus]. Pointen er ikke, at Irans svar var uproblematisk, men at den vestlige kommunikation i langt højere grad fokuserede på gengældelsen end på det forudgående angreb, der udløste eskalationen.

Når Irans forsvar kaldes aggression

Det afgørende spørgsmål er derfor, hvorfor retten til selvforsvar så ofte tolkes bredt, når USA eller Israel handler, men langt snævrere, når Iran reagerer. Vesten taler om “stabilitet”, når egne allierede bruger magt, men om “eskalation”, når modparter svarer igen. Denne asymmetri underminerer troværdigheden af den regelbaserede verdensorden, som Vesten hævder at forsvare.

Det betyder ikke, at Irans regime skal romantiseres eller frikendes for egne overgreb. Iran har sin egen autoritære og regionale magtpolitik. Men folkeret er ikke en sympati-konkurrence. Enten gælder princippet om staters suverænitet og forbuddet mod ulovlig magtanvendelse for alle, eller også bliver “den regelbaserede orden” bare et andet navn for vestlig magt.

Global militær dominans

USA’s globale militære tilstedeværelse er uden historisk sidestykke, med hundredvis af baser verden over. Medier og analytikere har ofte anslået tallet til over 700 eller 800 afhængigt af opgørelsesmetode. Rusland har til sammenligning en langt mere begrænset tilstedeværelse. The Nation har blandt andet beskrevet omfanget af USA’s verdensomspændende basenetværk [The Nation].

Alligevel er det ofte Rusland, der fremstilles som den primære ekspansive trussel. Det rejser et legitimt spørgsmål: vurderer vi trusler ud fra faktiske handlinger og kapaciteter, eller ud fra hvilke stater der tilhører vores egen alliance? Når den globale militære dominans næsten altid beskrives som stabiliserende, så længe den udøves af Vesten, bliver ord som “fred” og “sikkerhed” let til politiske mærkater snarere end neutrale begreber.

Hvem tjener på krigen?

Krigen i Ukraine har haft alvorlige konsekvenser for Europa, både økonomisk, energimæssigt og geopolitisk. Samtidig har USA styrket sin position som energileverandør til EU og oplevet øget efterspørgsel i sin våbenindustri. Reuters har blandt andet beskrevet, hvordan krigen har bidraget til øget efterspørgsel efter amerikanske våbenproducenter [Reuters].

Det betyder ikke nødvendigvis, at krigen er ønsket af USA. Men det understreger, at konflikter ofte har vindere og tabere, også blandt allierede. Europa har i høj grad båret de økonomiske følgevirkninger gennem energipriser, usikkerhed og stigende militærudgifter, mens USA på flere områder har styrket sin strategiske og økonomiske position. Derfor er det ikke urimeligt at spørge, hvem der i praksis drager fordel af en langvarig konflikt.

Fred kræver vilje til dialog

I enhver konflikt findes der flere perspektiver. Hvis vi ønsker fred, må vi være villige til at forstå dem alle, også dem, vi er dybt uenige med. Det er ikke det samme som at acceptere alt, hvad modparten gør. Men uden forståelse for modpartens sikkerhedstænkning, historiske erfaringer og strategiske interesser bliver fredsarbejde reduceret til moralsk selvbekræftelse.

Når medier og politik reducerer komplekse konflikter til moralske fortællinger, risikerer vi at forstærke fjendebilleder frem for at nedbryde dem. Det bringer os ikke tættere på fred, men tværtimod længere væk fra den. En varig løsning kræver ikke blot militær styrke og fordømmelser, men også vilje til diplomati, realistisk analyse og mod til at se egne fejl i øjnene.

Et valg mellem had og forsoning

Som mennesker deler vi grundlæggende de samme behov: sikkerhed, værdighed og stabilitet. Hvis vi insisterer på at se modparten som udelukkende ond, lukker vi døren for forsoning. Fjendebilleder kan mobilisere befolkninger og legitimere hård politik, men de gør samtidig fred mere fjern.

Hvis vi derimod tør anerkende kompleksiteten, også når den er ubehagelig, åbner vi muligheden for dialog. Det gælder ikke kun i forholdet mellem stater, men også i den måde befolkninger formes af mediernes og politikernes fortællinger. Fred kræver ikke naivitet, men modenhed. Og modenhed kræver, at vi kan kritisere også vores egen side.

Husk, at medier ikke viser hele billedet

Det, vi ikke ser i medierne, er ofte lige så vigtigt som det, vi ser. Historien er sjældent sort/hvid, og den nuværende konflikt er ingen undtagelse. Når bestemte fakta, forhistorier og juridiske vurderinger forsvinder ud af den brede dækning, bliver offentligheden ikke bedre informeret, men mere styret af udvalgte vinkler.

Hvis vi som borgere ønsker en mere fredelig verden, kræver det, at vi stiller spørgsmål. Ikke kun til vores modstandere, men også til os selv, vores medier og vores egne regeringer. Måske er det netop nu, vi bør minde os selv om det, vi har glemt.

Kilder og videre læsning

• Britannica: Soviet Union and the Eastern Front
• Bundestag: Vladimir Putins tale i Forbundsdagen, 2001
• BBC: Ukraine crisis and Maidan developments
• ReliefWeb: Ukraine crisis, civilians trapped in crossfire
• ICJ: Order of 16 March 2022
• FN’s Generalforsamling: Resolution om aggression mod Ukraine
• FN-pagten, fuld tekst
• FN’s juridiske repertorium om artikel 2
• OHCHR: Conflict-related civilian casualties in Ukraine 2014-2021
• Brown University Costs of War Project: Civilians
• OHCHR: Rapport om targeted killings og Soleimani-sagen
• FN-dokument A/HRC/44/38
• FN’s Sikkerhedsråd: Briefing om angrebet på Irans konsulat i Damaskus
• Det Hvide Hus: Biden om Irans angreb på Israel
• The Nation: Why Does America Have 800 Military Bases Around the World?
• Reuters: US arms makers see Ukraine war driving demand

Relateret læsning: flere indlæg om Vestens dobbeltmoral og andre artikler om geopolitik.