Zionismen – Fra Dreyfus-affæren til en jødisk stat
Den uretfærdige dom over den jødiske officer Alfred Dreyfus gav jøderne det indtryk, at de ingen steder kunne føle sig sikre. Dette blev startskuddet til zionismen – en politisk bevægelse, der kæmpede for oprettelsen af en jødisk stat. Theodor Herzl, en østrigsk journalist, blev bevægelsens mest markante skikkelse og argumenterede for, at jøderne måtte have deres egen stat for at undgå fremtidige forfølgelser. Hans tilhængere krævede, at denne stat skulle være i Palæstina.
Dreyfus-affæren – En skelsættende begivenhed
Den 5. januar 1895 blev den franske artilleriofficer Alfred Dreyfus offentligt ydmyget foran en officersskole i Paris. Han var blevet dømt for spionage på tynde beviser og sendt i livsvarigt eksil på Djævleøen i Fransk Guyana. Mange mente, at han kun var dømt, fordi han var jøde.
På dette tidspunkt var antisemitismen stærkt udbredt i Frankrig og store dele af Europa. En af de udenlandske journalister, der dækkede sagen, var Theodor Herzl. Han blev dybt berørt af den jødiske udsathed og skrev i 1896 bogen Jødestaten, hvor han argumenterede for, at jøderne måtte få deres egen stat.
Afsløringen af den virkelige spion
Efterforskning viste senere, at den egentlige spion var kommandant grev Watzin-Esterhazy. Chefen for den franske efterretningstjeneste, oberstløjtnant Picquart, afslørede dette, men blev i stedet forflyttet til Nordafrika. I januar 1898 blev Esterhazy frikendt trods beviserne.
Dette fik den berømte forfatter Émile Zola til at skrive den flammende artikel “J’accuse” (Jeg anklager) i avisen L’Aurore. Artiklen udløste en voldsom reaktion, hvor jødiske butikker blev plyndret, og Zola selv måtte flygte til England. Dreyfus fik senere sin sag genoptaget og blev frikendt i 1906.
Jødeforfølgelser i Europa
Forfølgelse i Rusland
Jødeforfølgelser var ikke begrænset til Frankrig. I Rusland blev jøder gjort til syndebukke for mordet på zar Aleksander 2. i 1881. Dette førte til blodige pogromer, hvor jødiske samfund blev raseret, og mange jøder blev dræbt. Som følge heraf udvandrede tre millioner jøder fra Rusland til USA, hvilket gjorde Amerika til det land med flest jøder.
Jøderne i Polen
Polen var længe et fristed for jøder. Fyrsten Kasimir den Store (1333-1370) indbød jøderne til landet, hvor de fik relativt gode vilkår. Men da Polen i 1700-tallet blev delt mellem Preussen, Østrig og Rusland, førte det til en øget antisemitisme i disse lande.
Uddrivelsen fra Spanien
Jøderne i Spanien levede i århundreder under muslimsk herredømme, hvor de blev tolereret. Men da de kristne konger i 1492 generobrede landet, blev jøderne tvunget til enten at konvertere til kristendommen eller forlade landet. Mange rejste til arabiske lande og blev kendt som sefardiske jøder, mens jøderne i Centraleuropa blev kaldt ashkenaziske jøder.
Zionismens begyndelse
Den første zionistkongres
I 1897 blev den første zionistkongres afholdt, hvor Zionistforbundet blev dannet. Navnet kom fra Zion, en høj i Jerusalem, hvor jødernes tempel havde stået. Herzl havde oprindeligt ikke besluttet, hvor en jødisk stat skulle ligge, men hans tilhængere var ikke i tvivl: den skulle ligge i Palæstina.
Afvisningen af Uganda-planen
I 1903 tilbød den britiske regering zionisterne et område i Uganda som en mulig jødisk bosættelse. Dette forslag blev dog afvist, da zionisterne fastholdt, at en jødisk stat kun kunne etableres i Palæstina.
Jøderne i Palæstina før 1917
På dette tidspunkt var der kun få jøder i Palæstina. Området var beboet af omkring 500.000 arabere (muslimer og kristne), mens kun få tusinde jøder boede der. Af de tre millioner jøder, der emigrerede fra Rusland i slutningen af 1800-tallet, valgte kun 50.000 at rejse til Palæstina.
Balfour-erklæringen (1917)
Den britiske regering udstedte i 1917 Balfour-erklæringen, som gav jøderne ret til at bosætte sig i Palæstina. Dette skabte stor modstand blandt de lokale arabere og var begyndelsen på den jødisk-arabiske konflikt, som stadig eksisterer i dag.
Zionismen opstod som en reaktion på den antisemitisme, der prægede Europa i slutningen af 1800-tallet. Theodor Herzls vision om en jødisk stat blev drivkraften bag en politisk bevægelse, der i sidste ende førte til oprettelsen af Israel i 1948. Dreyfus-affæren, de russiske pogromer og den systematiske diskrimination af jøder var med til at overbevise mange om, at jøderne måtte have deres egen stat for at sikre deres fremtid.
Tidslinje
- 1895: Alfred Dreyfus dømmes til livsvarigt fængsel i Fransk Guyana.
- 1896: Theodor Herzl udgiver Jødestaten.
- 1897: Den første zionistkongres afholdes, og Zionistforbundet stiftes.
- 1898: Émile Zola skriver J’accuse og afslører uretfærdigheden i Dreyfus-sagen.
- 1903: Zionisterne afviser det britiske tilbud om bosættelse i Uganda.
- 1917: Balfour-erklæringen giver jøderne ret til bosættelse i Palæstina.
