Tysklands samling
Napoleons sejre over de tyske stater i begyndelsen af 1800-tallet skabte grundlaget for en stærk nationalfølelse i Tyskland. Denne nationale bevægelse blev dygtigt udnyttet af Preussens statsmand Otto von Bismarck, som ved en række krige og politiske manøvrer formåede at samle de tyske stater til én nation. Den endelige triumf kom i 1871, da Preussen besejrede Frankrig og proklamerede det Tyske Kejserrige.
Baggrunden for Tysklands splittelse
Mens Italien først blev samlet i 1860, havde der eksisteret et tysk rige siden 962. Dette rige var dog aldrig en stærk centraliseret stat som Frankrig eller England. Tværtimod var det splittet i hundredvis af småstater. Først i 1700-tallet begyndte Preussen og Østrig at fremstå som de dominerende tyske magter.
Napoleon spillede en stor rolle i at ændre dette billede. I 1806 afskaffede han det gamle tyske kejserrige og besejrede både Preussen og Østrig. Han reducerede også antallet af tyske stater fra ca. 300 til 70, hvilket skabte en mere overskuelig politisk struktur. Efter Napoleons fald ved Wienerkongressen i 1815 blev antallet af stater yderligere reduceret til 39, som blev samlet i Det Tyske Forbund. Dette forbund var dog svagt og uden reel magt.
Preussens styrkelse
En vigtig beslutning på Wienerkongressen var at styrke Preussen ved at give staten et stort område omkring Rhinen. Dette skabte en stærk modvægt til Frankrig, hvis en ny fransk leder skulle forsøge at gentage Napoleons erobringer.
Toldunionen og økonomisk vækst
I 1818 afskaffede Preussen sine interne toldgrænser, og i 1834 blev Den Tyske Toldunion (Zollverein) oprettet. Denne økonomiske union omfattede 17 tyske stater og skabte grundlaget for en stærk økonomisk vækst. De tyske industribyer, især i Rhinlandet, oplevede stor fremgang på grund af rigelige forekomster af kul og jern.
Selvom Tyskland i 1840’erne stadig haltede efter England industrielt, førte den øgede konkurrence til en stærkere og mere innovativ tysk industri. I slutningen af 1800-tallet var Tyskland blevet verdens førende industrination.
Revolutionerne i 1848
Februarrevolutionen i Paris i 1848 inspirerede til oprør i hele Europa, herunder i Tyskland. Overalt var der demonstrationer, og de tyske fyrster blev tvunget til at give efter for krav om pressefrihed og politiske reformer. Der var også en stærk bevægelse for at skabe en samlet tysk stat.
Det mislykkede forsøg på tysk enhed
Den 18. marts 1848 brød der oprør ud i Berlin, og kong Frederik Wilhelm af Preussen blev tvunget til at love en ny grundlov og lede den tyske enhedsbevægelse. Men da oprøret i Slesvig-Holsten kort tid efter blev nedkæmpet, mistede enhedsbevægelsen sin styrke. Det blev tydeligt, at Tyskland ikke kunne forenes gennem liberale reformer alene.
Bismarcks vej til magten
Den preussiske politiker Otto von Bismarck kom til magten i 1862 som ministerpræsident. Han ønskede at forene Tyskland under Preussens ledelse og var villig til at bruge både diplomati og militær magt for at nå sit mål.
Krigen mod Danmark (1864)
Bismarck brugte konflikten om Slesvig og Holsten som en anledning til at føre krig mod Danmark. I 1864 angreb Preussen og Østrig Danmark, som blev tvunget til at afstå begge hertugdømmer. Preussen overtog Slesvig, mens Østrig fik Holsten.
Krigen mod Østrig (1866)
For at eliminere Østrigs indflydelse i Tyskland provokerede Bismarck en krig mod Østrig i 1866. Den preussiske hær besejrede Østrig ved Slaget ved Königgrätz, og Østrig blev tvunget til at forlade Det Tyske Forbund, som herefter blev opløst. Preussen overtog Holsten og samlede de nordtyske stater i Det Nordtyske Forbund.
Den fransk-preussiske krig (1870-1871)
Bismarck vidste, at han måtte få de sydtyske stater med i en samlet tysk stat. Han fremprovokerede derfor en konflikt med Frankrig, som frygtede Preussens voksende magt. Napoleon 3. erklærede Preussen krig i juli 1870, men den franske hær var dårligt forberedt.
Frankrigs nederlag
Den 1. september 1870 blev den franske hær omringet ved Slaget ved Sedan, og Napoleon 3. blev taget til fange. Paris holdt ud i fire måneder, men måtte overgive sig i januar 1871. Ved fredsaftalen i maj 1871 måtte Frankrig afstå Alsace-Lorraine til Tyskland og betale en stor krigsskadeserstatning.
Proklamationen af det Tyske Kejserrige
Den 18. januar 1871 blev Preussens konge Vilhelm 1. udråbt til kejser af Tyskland i Spejlsalen på slottet i Versailles. Det nye kejserrige var nu den stærkeste magt på kontinentet.
Bismarcks politik efter samlingen
Udenrigspolitik
Fra 1871 til 1890 førte Bismarck en forsigtig udenrigspolitik. Han indgik alliancer med Østrig, Italien og Rusland for at isolere Frankrig og forhindre en ny krig.
Indenrigspolitik
Bismarck forsøgte at svække socialdemokraterne ved at indføre love, der forbød deres aktiviteter. Samtidig indførte han en sociallovgivning med sygeforsikring, ulykkesforsikring og alderspension, hvilket lagde grunden til det moderne velfærdssystem.
Alsace-Lorraines betydning
En af de mest kontroversielle beslutninger efter krigen var Tysklands annektering af Alsace og Lorraine. Området havde tidligere været fransk, og selvom befolkningen talte en tysk dialekt, følte de sig som franskmænd. Tabet af Alsace-Lorraine blev et nationalt traume for Frankrig og skabte en bitter fjendtlighed mellem de to nationer, som varede frem til Første Verdenskrig.
Tidslinje
- 1806: Napoleon afskaffer det Tyske Kejserrige.
- 1815: Wienerkongressen styrker Preussen.
- 1848: Revolutioner i Tyskland; forsøg på en nationalstat mislykkes.
- 1862: Bismarck bliver Preussens ministerpræsident.
- 1864: Danmark afstår Slesvig og Holsten.
- 1866: Preussen besejrer Østrig og skaber Det Nordtyske Forbund.
- 1870-1871: Fransk-preussisk krig; Tyskland bliver samlet.
- 18. januar 1871: Vilhelm 1. bliver kronet som tysk kejser i Versailles.
Tysklands samling var en af de vigtigste begivenheder i 1800-tallets Europa. Bismarck brugte en kombination af diplomati, militær styrke og nationalisme til at forene de tyske stater under Preussens ledelse. Det nye Tyske Kejserrige blev hurtigt den dominerende magt på kontinentet, men dets annektering af Alsace-Lorraine skabte en langvarig konflikt med Frankrig, som senere bidrog til udbruddet af Første Verdenskrig.
