Italien samles
Italien var i begyndelsen af 1800-tallet et fragmenteret kludetæppe af stater, men Napoleons erobringer havde midlertidigt givet landet en mere ensartet administration og færre toldgrænser. Efter Napoleons fald i 1815 blev de gamle tilstande imidlertid genindført, hvilket førte til utilfredshed blandt nationalistiske italienere, som ønskede et samlet og uafhængigt Italien.
Italiens opsplitning før samlingen
Ved Wienerkongressen i 1815 blev store dele af Norditalien underlagt Østrig, herunder de vigtige regioner Lombardiet og Veneto. Fyrstendømmerne Parma, Modena og Toscana var ligeledes under østrigsk beskyttelse. I Midtitalien fandtes Kirkestaten, der formelt var under paven, men hvor visse områder som Umbrien og Marche havde en vis grad af selvstyre. Syditalien og Sicilien blev styret af Bourbon-slægten. Den eneste italienske stat med en vis uafhængighed var Sardinien-Piemonte, der omfattede Sardinien, Piemonte og de fransktalende områder Nizza (Nice) og Savojen.
Den italienske nationalbevægelse
Den nationale italienske bevægelse voksede i takt med utilfredsheden over den østrigske dominans og ønsket om et samlet Italien. I 1831 grundlagde den landsforviste jurist Giuseppe Mazzini organisationen Det Unge Italien, der arbejdede for en republikansk og samlet italiensk stat. Bevægelsen var inspireret af Napoleons reformer, som havde skabt mere enhed i Italien, men som blev rullet tilbage efter 1815.
Oprørene i 1848
I 1848 udbrød revolutioner i store dele af Europa, herunder i Italien. Det første oprør fandt sted i januar i Palermo, hvor befolkningen gjorde oprør mod kong Ferdinand 2. I Milano og Venezia blev østrigerne fordrevet, og i Rom førte Mazzini et oprør mod paven. Kong Carlo Alberto af Sardinien-Piemonte erklærede Østrig krig i håb om at erobre Lombardiet.
Italiens nederlag
Trods de oprindelige sejre blev oprørene hurtigt slået ned. Sardinien-Piemonte led nederlag mod Østrig, og Carlo Alberto måtte abdicere til fordel for sin søn, Victor Emanuel 2. Paven fik fransk militær støtte til at genvinde kontrollen over Rom, og franske tropper blev stationeret i byen for at beskytte Kirkestaten.
Cavour og den diplomatiske vej
I 1852 blev den dygtige politiker Camillo di Cavour udnævnt til statsminister i Sardinien-Piemonte. Han var en pragmatisk nationalist, der indså, at en italiensk samling krævede støtte fra stærke allierede.
Alliancen med Frankrig
For at vinde støtte fra Frankrig deltog Sardinien-Piemonte i Krimkrigen i 1854 på Englands og Frankrigs side. Dette skabte gode forbindelser til Napoleon 3., og i 1858 mødtes Cavour og Napoleon 3. i hemmelighed. De aftalte, at Frankrig ville støtte Sardinien-Piemonte, hvis Østrig angreb. Til gengæld ville Frankrig få Nizza (Nice) og Savojen.
Krigen mod Østrig (1859)
I april 1859 fremprovokerede Cavour et østrigsk ultimatum, som Sardinien-Piemonte afviste. Østrig erklærede krig, og franske tropper gik ind i konflikten. Efter slagene ved Magenta og Solferino blev østrigerne tvunget til at trække sig tilbage fra Lombardiet. Milano blev indlemmet i Sardinien-Piemonte, men Østrig beholdt Venezia.
Garibaldis kampagne i Syditalien
Mens Cavour samlede Norditalien, arbejdede frihedskæmperen Giuseppe Garibaldi for at forene Syditalien. Garibaldi, der tidligere havde kæmpet for Mazzini og mod Østrig, satte i 1860 med kun 1.000 frivillige, de såkaldte “Røde Skjorter”, over til Sicilien.
Garibaldis lynsejre
Garibaldis styrker besejrede hurtigt Bourbon-hæren og indtog Palermo i maj 1860. I september marcherede han uden kamp ind i Napoli, hvor han blev hyldet som en helt. Garibaldi overlod Syditalien til Victor Emanuel 2., og i 1861 blev Italien formelt samlet med Victor Emanuel som konge.
De sidste skridt mod et samlet Italien
- 1866: Efter at have støttet Preussen i krigen mod Østrig fik Italien overdraget Veneto.
- 1870: Da Frankrig blev involveret i krigen mod Preussen, blev de franske tropper trukket tilbage fra Rom. Italienske styrker rykkede ind, og Rom blev erklæret for Italiens hovedstad.
Konsekvenser af samlingen
Forholdet til paven
Pave Pius 9. nægtede at anerkende Italiens overtagelse af Rom og erklærede sig som “fanget i Vatikanet”. Først i 1929 blev Vatikanstaten oprettet som en selvstændig enhed efter en aftale mellem Mussolini og paven.
Uligheden mellem Nord- og Syditalien
Italiens hurtige samling skabte store regionale forskelle. Norditalien havde et veludviklet erhvervsliv og en stærk middelklasse, mens Syditalien var præget af fattigdom og ineffektiv administration. Efter samlingen oplevede mange syditalienere forringede vilkår:
- Godsejerne fik større magt, og bønder mistede traditionelle rettigheder.
- Statens investeringer i jernbaner og industri gavnede primært Norditalien.
- Hundredtusinder af syditalienere emigrerede til Amerika i søgen efter bedre vilkår.
Italien efter Første Verdenskrig
Italien kæmpede på Allieret side i Første Verdenskrig og blev belønnet med områderne Trieste og Sydtyrol. Dette område havde en stor tysktalende befolkning, hvilket skabte spændinger i de kommende år.
Samlingen af Italien var en af de største politiske omvæltninger i 1800-tallet. Fra at være et fragmenteret område styret af fremmede magter blev Italien på få år forvandlet til en samlet nation. Dog med store regionale forskelle, som fortsat præger landet den dag i dag.
Tidslinje
- 1831: Giuseppe Mazzini grundlægger Det Unge Italien.
- 1848: Oprør i Palermo, Milano, Rom og Venezia. Sardinien-Piemonte taber krigen mod Østrig.
- 1858: Cavour og Napoleon 3. mødes og planlægger alliance.
- 1859: Krig mod Østrig – Italien vinder Lombardiet.
- 1860: Garibaldi erobrer Syditalien. Italien udråbes som kongerige under Victor Emanuel 2.
- 1866: Italien får Veneto efter støtte til Preussen mod Østrig.
- 1870: Rom erobres og bliver hovedstad.
- 1919: Italien får Trieste og Sydtyrol efter Første Verdenskrig.
