Forside » Romerrigets fald

Romerrigets fald

Romerrigets sidste tid

Delingen af det romerske rige løste ikke de mange problemer, som riget stod overfor. Kun den østlige del – det Østromerske Rige – overlevede i lang tid, mens det Vestromerske Rige gradvist brød sammen og blev erobret af fremmede folkeslag. Rom selv mistede næsten alle sine indbyggere under Den Gotiske Krig.

Konstantinopel – Romerrigets nye hovedstad

Da kejser Konstantin blev hersker over hele Romerriget i 324 e.Kr., var Rom ikke længere rigets centrum. Allerede tidligere havde kejser Diokletian flyttet hovedstaden til Nicomedia (i det nuværende Tyrkiet), da de fleste kejsere kom fra provinserne og ikke følte en særlig tilknytning til Rom.

Konstantin tog dette et skridt videre og grundlagde en helt ny hovedstad, Konstantinopel, strategisk placeret mellem Sortehavet og Middelhavet. Byen var beskyttet af vand på tre sider og af kraftige fæstningsmure mod vest. Konstantins mure blev senere forstærket af kejser Theodosius 2., hvilket gjorde byen så godt befæstet, at den kun blev erobret to gange – i 1204 af korsfarerne og i 1453 af osmannerne.

Konstantinopel havde også en fordelagtig placering som handelsby. Den lå tættere på de rige provinser i Egypten og Syrien end Rom og kunne opkræve store afgifter fra skibsfarten gennem Bosporus-strædet. Disse faktorer bidrog til, at det Østromerske Rige kunne overleve i næsten 1000 år efter Vestromerrigets fald.

Delingen af Romerriget

Selvom Konstantinopel var ideelt placeret for Østromerriget, lå den langt fra den vestlige del af riget. Derfor havde Diokletian allerede i slutningen af 200-tallet delt Romerriget i en østlig og en vestlig halvdel for at lette administrationen.

Efter Konstantins død blev riget igen delt, og i 395, efter kejser Theodosius den Stores død, blev delingen permanent. Østromerriget fik Konstantinopel som hovedstad, mens Vestromerriget beholdt Rom – dog kun for en kort periode.

I 402 valgte den vestromerske kejser at flytte sin residens til Ravenna, da byen var lettere at forsvare end Rom. Vestromerriget var allerede i opløsning, og dets fald blev uundgåeligt.

Hunnerne og germanerne

Romerriget havde i århundreder kæmpet mod germanske stammer, der pressede på langs rigets nordlige grænser. Indtil videre havde den stærke romerske hær formået at holde dem tilbage. Men i slutningen af 300-tallet skabte hunnerne en kritisk situation.

Hunnerne var et nomadefolk fra Centralasien, kendt for deres hurtige og effektive krigsførelse til hest. Omkring 375 trængte de ind i området ved Donau, hvor de underkuede østgoterne, mens vestgoterne søgte tilflugt i Romerriget. I 378 besejrede vestgoterne en stor romersk hær ved Adrianopel (nutidens Edirne i Tyrkiet) og dræbte den østromerske kejser Valens.

Vestromerrigets fald

Efter nederlaget ved Adrianopel indgik Østromerriget en aftale med vestgoterne, som fik lov at bosætte sig syd for Donau. Men efter delingen af Romerriget i 395 opstod nye spændinger, og i 410 trængte den vestgotiske konge Alarik ind i Italien og erobrede Rom – første gang i næsten 800 år, at byen faldt til en fremmed magt.

Selvom Alarik behandlede byen skånsomt, blev begivenheden betragtet som en katastrofe, og det vestromerske rige fortsatte sin opløsning. Vandalerne trængte over Rhinen i 406 og hærgede Gallien, inden de drog mod Spanien og Nordafrika, hvor de etablerede sig som en ny magt.

Også England gik tabt for Romerriget. De romerske soldater blev trukket bort for at forsvare Gallien, og snart blev landet besat af angelsaksere fra det nordlige Tyskland og det sydlige Jylland.

Hunnerne og vandalernes ødelæggelser

Den vestlige del af Romerriget blev yderligere svækket af hunnerne under deres frygtede leder Attila. Selvom Attila blev besejret i 451 ved de Katalauniske Marker (i det nuværende Frankrig), trængte han året efter ind i Norditalien og ødelagde byen Aquileia.

Efter Attilas død i 453 mistede hunnerne deres betydning, men blot to år senere gik vandalerne i land i Italien og plyndrede Rom i 455. Herfra stammer ordet “vandalisme”, da de ødelagde store dele af byen.

I 476 blev det vestromerske rige endeligt opløst, da den germanske krigsherre Odoakar afsatte den sidste kejser, Romulus Augustus. Mange ser dette år som slutningen på Romerriget og begyndelsen på Middelalderen.

Den Gotiske Krig og Roms skæbne

Selvom det Vestromerske Rige var faldet, forsøgte Østromerriget senere at generobre Italien. Kejser Justinian indledte Den Gotiske Krig (533-560) for at genskabe det gamle romerske rige.

Krigen var blodig og ødelæggende, især for Rom, hvor akvædukterne blev ødelagt. Justinians general Belisarius beordrede indbyggerne til at forlade byen, og de vendte aldrig tilbage i stort antal. Hvor Rom tidligere havde haft omkring 400.000 indbyggere, boede der efter krigen under 50.000.

De romanske sprogs overlevelse

Trods Vestromerrigets fald forsvandt den latinske kultur ikke. Latin forblev dominerende i Italien, Frankrig, Spanien, Portugal og Rumænien, hvor det udviklede sig til de romanske sprog. Kun i England, det nordlige Belgien og visse områder langs Rhinen blev germanske sprog dominerende.

Romerrigets arv

Selvom det vestlige Romerrige forsvandt, bestod det Østromerske Rige (også kendt som Byzans) helt til 1453. Kejserne i Konstantinopel betragtede sig stadig som de sande romerske herskere.

I Vesteuropa forsøgte Karl den Store at genoplive det romerske kejserdømme. Han blev i år 800 kronet til romersk kejser af paven, hvilket skabte rivalisering mellem den frankiske kejser og Østromerske herskere.