Forside » Krig i Rom

Krig i Rom

De Store Borgerkrige

Kimbrerne og teutonerne fik aldrig erobret Rom. Men deres sejre afslørede, hvor dårligt det republikanske styre fungerede under krig. Dette banede vejen for Marius, og senere for Cæsar og Augustus.

Den Romerske Republik

Da den sidste etruskiske konge blev fordrevet fra Rom, blev byen omdannet til en republik styret af de gamle rige familieslægter – patricierne.

Magtdelingen blandt konsuler

For at undgå enevælde blev magten delt mellem to konsuler, som skiftedes til at regere måned for måned. Derudover kunne de nedlægge veto mod hinandens beslutninger, hvilket sikrede magtbalancen.

Andre vigtige embeder

Kvæstorer: Rådgav konsulerne i juridiske anliggender og opkrævede bøder.
Censorer: Stod for folketællinger og skatteopkrævning.
Diktator: Kunne vælges i kritiske situationer, men måtte kun regere i seks måneder.

Senatets rolle

Senatet bestod udelukkende af patriciere, der både udpegede embedsmænd og bestemte, hvem der kunne blive senatorer. De havde dermed den egentlige magt i republikken.

Plebejerne Får Del i Magten

Rom voksede, og flere familier, der kom udefra, ønskede indflydelse. Disse familier og byens fattige blev kaldt plebejerne. Efter protester og trusler om at forlade byen blev de tildelt magt.

Folketribuner og veto-ret

Plebejerne fik egne embedsmænd – folketribunerne – som kunne nedlægge veto mod Senatets og konsulernes beslutninger. De fik også egne folkeforsamlinger.

Ædilerne

For at støtte tribunerne blev der udpeget ædiler, som blandt andet stod for forsyning af levnedsmidler og afholdelse af fester.

Kimbrere og Teutonere

Fra 133 til 121 f.Kr. forsøgte Gracchus-brødrene at få udstykket jord til fattige romere, hvilket gik ud over patricierne. Begge brødre blev dræbt, men deres sag levede videre.

Romerne lider nederlag

I år 100 f.Kr. blev romerne ydmyget i slag mod Jugurtha, en berberhøvding fra Nordafrika, samt mod de germanske kimbrere og teutonere. Disse stammer besejrede næsten lige så mange romerske soldater som Hannibal i slaget ved Cannæ.

Gajus Marius og hærreformen

Med støtte fra plebejerne blev Marius valgt som konsul og viste sig som en fremragende hærfører. Han besejrede Jugurtha samt de germanske stammer.

Slagene mod kimbrerne og teutonerne

102 f.Kr.: Teutonerne besejres ved Aquæ Sextiæ (Aix-en-Provence).
101 f.Kr.: Kimbrerne besejres ved Vercellæ (vest for Milano).

Kimbrerne menes at have haft oprindelse på Jylland, men på deres vej mod Rom fik de følgeskab af andre folk.

Ændringen af Hæren

Marius’ sejr over kimbrerne førte til en varig ændring i den romerske hær. Tidligere bestod hæren af værnepligtige bønder, men Marius indførte en professionel hær, hvor jordløse borgere kunne lade sig hverve.

Konsekvenser af hærreformen

Soldaterne fik løn og løfte om jord efter endt tjeneste.
En professionel hær skabte stærkere og mere erfarne soldater.
Hærførere fik større magt, da deres soldater blev loyale mod dem frem for staten.

Dette førte til en række borgerkrige, da generaler kunne bruge hæren til at kæmpe om magten i Rom.

Oprør og Borgerkrig

De italienske forbundsfællers oprør

I 90 f.Kr. gjorde de italienske forbundsfæller oprør mod Rom, da de ikke fik politisk indflydelse. Oprøret blev slået ned, men i 87 f.Kr. fik alle italienere romersk borgerskab.

Striden mellem Marius og Sulla

I 88 f.Kr. angreb kong Mithridates fra Lilleasien Grækenland. Marius og Sulla kæmpede om retten til at føre krig mod ham. Sulla sejrede og tvang Marius i eksil.

Marius’ tilbagekomst

Da Sulla forlod Rom, vendte Marius tilbage og foretog en stor udrensning af sine fjender. Efter hans død i 86 f.Kr. vendte Sulla tilbage og tog hævn, hvilket førte til tusindvis af drab.

Pompejus, Crassus og Cæsar

Efter Sullas død i 78 f.Kr. opstod nye konflikter. Blandt de mest magtfulde var Pompejus, Crassus og Cæsar.

Slaverne gør oprør

I 73 f.Kr. ledte Spartacus et stort slaveoprør. Slaverne besejrede flere romerske hære, men blev til sidst slået af Crassus i 71 f.Kr.

Pompejus’ felttog

Pompejus bekæmpede sørøvere i Middelhavet og erobrede Lilleasien, Syrien og Palæstina.

Cæsars erobring af Gallien

Mellem 58 og 51 f.Kr. erobrede Cæsar Gallien (det nuværende Frankrig), hvilket gav ham berømmelse og store rigdomme.

Cæsars Magtovertagelse

Overskridelsen af Rubicon

I 49 f.Kr. førte Cæsar sin hær over floden Rubicon og erklærede krig mod Senatet og Pompejus. “Terningen er kastet!”, skal han have sagt.

Sejren over Pompejus

Pompejus blev besejret i slaget ved Farsalos i 48 f.Kr. og flygtede til Egypten, hvor han blev myrdet.

Cæsars reformer

Forbød hestevogne i Rom i dagtimerne.
Standsede udplyndringen af provinserne.
Udnævnte embedsmænd for at begrænse korruption.
Indførte den julianske kalender.

Augustus – Den Første Kejser

Opgøret mellem Octavian og Antonius

Efter Cæsars død kæmpede Octavian og Antonius om magten. I 31 f.Kr. besejrede Octavian Antonius i søslaget ved Actium.

Cæsars navn lever videre

Selvom hverken Cæsar eller Augustus lod sig kalde konge, blev navnet “Cæsar” videreført som titel for romerske kejsere. Dette inspirerede titler som “kejser” i Tyskland og “tsar” i Rusland.