Folkevandringerne – Europas store omvæltning
Perioden fra 400 til 600 e.Kr. kaldes med rette for folkevandringstiden. I denne tid fandt store folkeflytninger sted, som ændrede Europas etniske og politiske landskab for altid. Kelterne var de store tabere, slaverne de store vindere, og germanerne både tabte og vandt. Denne periode markerede også enden på det vestromerske rige og begyndelsen på middelalderen.
Hvad er en folkevandring?
En folkevandring betyder sjældent, at et helt folk bryder op og forlader deres hjemland. Ofte blev store dele af befolkningen boende og fortsatte med at dyrke jorden og passe kvæget. Vandringerne blev typisk ledet af høvdinge og konger, der søgte mere magt og rigdom.
Antallet af vandrende mennesker var ofte begrænset – måske 30.000-40.000 personer. Alligevel var det nok til, at de kunne erobre og underkaste sig andre folk og oprette nye riger.
Hvad drev folkevandringerne?
Flere faktorer spillede en rolle:
- Guld og rigdom: Høvdinge og konger blev målt på deres evne til at skaffe og fordele rigdom. Jo mere guld de gav til deres krigere, jo mere loyalitet kunne de forvente.
- Indre uro: Stridigheder mellem stammer og magtkampe mellem ledere skabte behov for nye territorier.
- Eksternt pres: Presset fra fjendtlige folk, såsom hunnerne, tvang mange germanske stammer til at bevæge sig ind i Romerriget.
Hunnernes betydning
I slutningen af 300-tallet blev de germanske folk for alvor påvirket af hunnerne, et rytterfolk fra de asiatiske stepper. Hunnernes invasion i Østeuropa satte gang i en kædereaktion af folkevandringer, da de pressede goterne og andre germanske folk ind i Romerriget.
Goterne og deres riger
De første store folkeslag, der blev påvirket af hunnerne, var øst- og vestgoterne:
- Østgoterne: Blev underlagt hunnerne og tvunget til at leve under deres herredømme.
- Vestgoterne: Flygtede ind i Romerriget, besejrede romerne i slaget ved Adrianopel i 378 og plyndrede Rom i 410.
Selvom goterne i perioder skabte store riger, forsvandt deres indflydelse relativt hurtigt. Vandalerne, der en tid regerede i Spanien og Nordafrika, oplevede det samme.
Frankerne – de store vindere
Den germanske stamme, der fik den største og mest varige succes, var frankerne. De erobrede Gallien (det nuværende Frankrig) og skabte et rige, der skulle blive en af Europas mest magtfulde stater.
Klodevig og frankernes ekspansion
Under kong Klodevig (465-511) blev frankerne en dominerende magt:
- Erobrede det nordlige Gallien og fortrængte vestgoterne fra syd.
- Omvendte sig til kristendommen, hvilket sikrede dem støtte fra den romerske kirke.
- Bevarede latinen som sprog i det meste af Frankrig, dog med undtagelse af Belgien og det sydvestlige Tyskland.
Karl Martel og kampen mod araberne
Frankernes magt blev yderligere styrket under Karl Martel, som i 732 besejrede en arabisk invasionsstyrke ved Poitiers. Dette slag markerede enden på den arabiske ekspansion i Vesteuropa.
Karl den Store og etableringen af et nyt imperium
I 768 blev Karl den Store (Charlemagne) konge over frankerne. Han skabte et mægtigt imperium, der omfattede:
- Det meste af Frankrig.
- Store dele af Tyskland, Østrig og Schweiz.
- Italien ned til Napoli og Bari.
Karls forhold til pavestolen
Da langobarderne truede Rom i 772, kom Karl den Store paven til undsætning. Som tak blev han juledag 800 kronet til romersk kejser af pave Leo 3.
Delingen af Karl den Stores rige
Efter Karl den Stores død i 814 blev riget opdelt mellem hans tre sønnesønner i 843:
- Frankrig: Gik til Karl den Skaldede.
- Tyskland: Gik til Ludvig den Tyske.
- Lotharingen: Det midterste rige gik til Lothar, men blev snart splittet.
Delingen lagde grunden til de moderne nationer Frankrig og Tyskland.
Erobringen af England
Mens frankerne opbyggede et stærkt rige, gennemgik England en lignende proces. Romerne forlod Britannien i begyndelsen af 400-tallet, og landet blev erobret af germanske stammer – anglere, sakser og jyder, også kendt som angelsaksere.
Angelsaksernes dominans
De keltiske og romerske befolkninger blev hurtigt undertrykt:
- Angelsaksernes sprog, oldengelsk, erstattede både latin og keltiske sprog.
- Kun i Wales og Cornwall overlevede de keltiske sprog.
- En stor gruppe keltere flygtede til Bretagne i Frankrig, hvor de bevarede deres sprog og kultur.
Slavernes fremmarch
Mens de germanske stammer bevægede sig vestpå, overtog slaviske folk store områder i Østeuropa. Slavernes oprindelse er usikker, men de menes at have haft rødder i det nuværende Ukraine.
Slavernes ekspansion
På få århundreder bosatte de sig i:
- Det meste af Rusland.
- Store dele af Tyskland.
- Hele Balkan-halvøen.
Slaverne blev dominerende i Østeuropa, og mange af deres sprog overlevede til i dag.
Undtagelser
Nogle områder bevarede deres oprindelige sprog:
- Rumænien: Latin udviklede sig her til rumænsk.
- Baltikum: De baltiske sprog overlevede i Litauen og Letland.
- Ungarn: Blev overtaget af magyarsk-talende folk i 900-tallet.
Norden gik fri
De nordiske lande blev kun i begrænset omfang påvirket af folkevandringerne. Dette skyldtes sandsynligvis:
- Deres geografiske isolation.
- Deres stærke konger, som kunne forhindre invasioner.
- Manglen på store rigdomme, der kunne tiltrække erobrere.
Guldhornene fra Gallehus
Et af de mest berømte fund fra denne periode er guldhornene fra Gallehus i Danmark. De indeholdt over 6 kg guld og vidner om en velorganiseret elite.
Folkevandringstiden ændrede Europa for altid. Romerriget kollapsede, nye kongeriger opstod, og de etniske og sproglige landskaber blev omformet. Germanerne, slaverne og frankerne skabte nye magtcentre, mens kelterne stort set forsvandt fra det europæiske fastland.
