Den stærke kirke – magtkamp og splittelser
I middelalderen var Kirken en af de mest magtfulde institutioner i Europa. Den kontrollerede enorme landområder, besad store rigdomme og spillede en central rolle i både politik og hverdagslivet. Men Kirkens magt blev også udfordret – både af kejsermagten og af interne stridigheder. En af de mest skelsættende begivenheder var skismaet i 1054, hvor Kirken blev splittet i en vestlig og en østlig del. Striden mellem paven og den tyske kejser Henrik 4. markerede også en kamp om, hvem der havde den øverste autoritet i kristenheden.
Pavens magt og Kirkens rolle
Pavens voksende autoritet
Efter traditionen var apostlen Peter den første biskop i Rom, og derfor blev de romerske biskopper anset for at have en særlig status. Fra omkring 300 begyndte de at blive kaldt paver (af det græske papas og det latinske pape, som betyder “fader”). De fik dermed en ledende stilling i Kirken, især efter at kristendommen blev anerkendt af kejser Konstantin den Store i begyndelsen af 300-tallet.
Paven i Rom blev dog ikke den eneste magtfulde religiøse leder. Biskoppen i Konstantinopel, også kaldet patriarken, fik en fremtrædende position i den østlige del af det romerske rige. Dette lagde kimen til fremtidige konflikter mellem de to centre for kristendommen.
Skærsilden – en vej til frelse
Kirken spillede ikke kun en rolle i politik, men også i folks religiøse forestillinger. I 1200-tallet blev troen på skærsilden en central del af kristendommen. Ifølge denne lære måtte de fleste sjæle gennemgå en periode med renselse i skærsilden, før de kunne træde ind i Paradis. Kun martyrer og særligt fromme kristne kunne undgå dette.
Kirken udnyttede denne tro til at opbygge store rigdomme. Mange mennesker troede, at de kunne forkorte deres tid i skærsilden ved at give gaver til kirker og klostre – en praksis, der senere førte til salg af afladsbreve og reformbevægelsen i 1500-tallet.
Bruddet mellem øst- og vestkirken
Strid om teologi og kirkelige regler
Den første store konflikt mellem den vestlige og den østlige kirke opstod i 700-tallet, da kejser Leo 3. i Konstantinopel forbød brugen af religiøse billeder. Dette billedforbud blev mødt med stor modstand fra paven i Rom og de vestlige kristne. Selvom billedforbuddet blev ophævet i 843, forblev uenighederne mellem øst og vest.
I 1054 kulminerede splittelsen i et åbent skisma. Pavens udsending i Konstantinopel lagde en bandbulle på alteret i den store Sofia-kirke, hvor han fordømte patriarkens “vranglære”. Fem dage senere gengældte patriarken handlingen ved at udelukke pavens repræsentanter fra Kirken. Dermed var den kristne kirke delt i to:
- Den katolske kirke i vest, med paven i Rom som overhoved.
- Den ortodokse kirke i øst, med patriarken i Konstantinopel som leder.
Bruddet skabte ikke kun en religiøs splittelse, men også en kulturel kløft mellem det østlige og det vestlige Europa, der mærkes den dag i dag.
Striden mellem paven og kejseren
Pave Gregor 7. og Henrik 4.
I middelalderen havde paven og de europæiske fyrster et tæt, men anstrengt forhold. Fyrsterne havde brug for Kirkens støtte, mens Kirken ofte søgte at beskytte sin uafhængighed. En af de største konflikter opstod i slutningen af 1000-tallet mellem pave Gregor 7. og den tyske kejser Henrik 4.
Paven ønskede at stoppe den praksis, hvor fyrsterne udnævnte biskopper, da det gav dem for meget kontrol over Kirken. Henrik 4. nægtede dog at opgive denne ret, hvilket førte til, at Gregor 7. lyste ham i band i 1076. Henrik mistede derved sin guddommelige legitimitet som hersker, og mange af hans støtter vendte sig imod ham.
Henrik 4. går til Canossa
For at få ophævet bandlysningen foretog Henrik 4. i januar 1077 den berømte Canossa-gang. Ifølge overleveringerne måtte han i tre dage stå barfodet i sneen foran borgen Canossa i det nordlige Italien og bede paven om tilgivelse. Paven ophævede bandlysningen, men konflikten mellem paverne og de tyske kejsere fortsatte i århundreder.
Ægteskab og skilsmisse i middelalderen
Kirkens kontrol over fyrsternes ægteskaber
En anden kilde til konflikt mellem Kirken og fyrsterne var ægteskabsreglerne. Kirken insisterede på, at ægteskaber var hellige og uopløselige, hvilket ofte kom i konflikt med fyrsternes behov for at indgå eller opløse ægteskaber af politiske årsager.
Et eksempel var den danske konge Sven Estridsen, som blev tvunget til at skille sig fra sin hustru, da Kirken erklærede, at de var for nært beslægtede. Den franske konge Filip 1. ignorerede dog Kirkens regler og giftede sig med en kvinde, der allerede var gift. Han blev lyst i band, men efter ti års strid opgav han og lod sig skille.
Opgøret med katharerne
Katharernes lære
I slutningen af 1100-tallet opstod en ny udfordring for Kirken i form af katharerne, en religiøs bevægelse, der mente, at verden var skabt af Djævelen og derfor var ond. De forkastede Kirken og nægtede at betale tiende, hvilket gjorde dem til en alvorlig trussel mod pavens magt.
Korstog mod katharerne
Kirken indledte en brutal kampagne for at udrydde katharerne. I 1208 blev en pavelig udsending myrdet, hvilket gav paven anledning til at iværksætte et korstog mod katharerne i Sydfrankrig. Den første store massakre fandt sted i byen Beziers, hvor tusindvis af mennesker blev dræbt, uanset om de var katharer eller ej.
Jagten på katharerne fortsatte i over hundrede år. I 1244 blev deres sidste store fæstning i Montségur stormet, og over 200 mennesker blev brændt levende. Først i 1320 var katharbevægelsen helt udryddet.
Den middelalderlige Kirke var en enorm magtfaktor, men dens autoritet blev konstant udfordret – både af kejsermagten og af alternative religiøse bevægelser. Splittelsen mellem øst- og vestkirken i 1054 skabte en permanent opdeling i kristendommen, mens striden mellem pave og kejser formede Europas politiske landskab i århundreder.
Samtidig spillede Kirken en afgørende rolle i folks dagligliv gennem troen på skærsilden og ved at regulere ægteskaber. Kampen mod kættere som katharerne viste, at Kirken ikke veg tilbage for brutal magtanvendelse for at bevare sin dominans. Disse konflikter var med til at forme Europas udvikling langt ind i moderne tid.
