Vikinger og ungarere – Europas frygtede krigere og kolonister
I perioden fra 800 til 1100 blev Europa rystet af voldsomme angreb fra vikingerne og ungarerne. Begge grupper var formidable krigere, men deres erobringer og plyndringstogter måtte ophøre, da de europæiske stater blev bedre organiseret og forsvarede sig med stærkere fæstninger. I stedet for at plyndre begyndte vikingerne at slå sig ned som kolonister og købmænd, mens ungarerne blev en fast del af Centraleuropas magtstruktur.
Vikingernes storhedstid
Vikingernes første angreb
I begyndelsen af 800-tallet blev Europas byer pludseligt og brutalt angrebet af vikingerne fra Danmark, Norge og Sverige. Deres første store raid fandt sted i 793, hvor de hærgede Lindisfarne Kloster i det nordøstlige England. I de følgende årtier blev byer som Hamburg, Rouen, Paris, London og Canterbury plyndret.
Vikingerne skræmte europæerne i en sådan grad, at munke bad i deres krøniker: ”Fri os fra de vilde normanner”. De blev frygtet for deres grusomhed, men mange af beretningerne kom fra klostre, der var blevet plyndret, og som ofte overdrev vikingernes brutalitet for at få støtte og donationer.
Hvad drev vikingerne ud på togter?
Der er flere forklaringer på, hvorfor vikingerne begyndte deres togter:
- Efter Karl den Stores død i 814 blev de europæiske riger svagere og mere sårbare.
- Vikingernes høvdinge søgte rigdom og magt gennem plyndring.
- Handelsruter mellem Nordsøen og Østersøen gav vikingerne erfaring med langdistancefærdsel.
- De havde overlegne skibe, der gjorde dem i stand til hurtigt at angribe og forsvinde igen.
Vikingerne fandt hurtigt ud af, at de kunne få større udbytte ved at kræve tribut (såkaldt danegæld) i stedet for at plyndre.
Vikingerne som bosættere
Kolonier i England og Normandiet
Efter 860 begyndte vikingerne at bosætte sig permanent i de områder, de tidligere havde plyndret. I England oprettede de Danelagen, et område hvor dansk lov gjaldt, og hvor danske ord og skikke påvirkede befolkningen. Især omkring York, Lincoln og Nottingham var der mange danske bosættere.
I Frankrig gav den franske konge i 911 Normandiet til vikingehøvdingen Rollo, mod at han forsvarede kysten mod andre vikinger. Dansk sprog forsvandt dog hurtigt i Normandiet, men mange danske stednavne findes stadig i regionen.
Vikingernes ekspansion mod nord og øst
- Norske vikinger bosatte sig på Færøerne, Island og Grønland.
- Svenske vikinger (også kendt som ruserne) slog sig ned langs de russiske floder og grundlagde Kijevriget.
- I Irland grundlagde vikingerne Dublin i 841 og dominerede handelen i århundreder.
Vikingernes militære nederlag
Forsvaret bliver stærkere
I takt med at de europæiske riger organiserede sig bedre, blev det sværere for vikingerne at plyndre frit. Borgbyggeri og bedre organiserede hære gjorde, at vikingerne måtte opgive deres traditionelle angrebstaktikker.
Da den norske konge Harald Hårderåde i 1066 forsøgte at erobre England, blev han besejret og dræbt i slaget ved Stamford Bridge. Dette markerede afslutningen på vikingetidens store togter.
Danske konger i England
Sven Tveskæg og Knud den Store
Fra 994 begyndte den danske konge, Sven Tveskæg, at opkræve danegæld i England. I 1013 erobrede han hele England, men døde kort efter. Hans søn Knud den Store generobrede landet i 1016 og skabte et Nordsøimperium, der omfattede Danmark, England og Norge.
Danske konger regerede England frem til 1042, hvor den engelske kongeslægt overtog tronen igen.
Ungarernes frygtede angreb
Magyarernes fremkomst
I slutningen af 800-tallet blev et nyt frygtet nomadefolk, magyarerne (forfædre til nutidens ungarere), en trussel mod Europa. De var dygtige ryttere og krigere, der førte lynhurtige angreb ind i Tyskland, Italien og Frankrig.
I 910 besejrede de tyske styrker i slaget ved Augsburg, og i flere årtier hærgede de store dele af Europa.
Otto den Store stopper ungarerne
For at bekæmpe de ungarske angreb begyndte de europæiske stater at bygge fæstninger og organisere bedre hære. Den tyske konge Otto den Store besejrede ungarerne afgørende i slaget ved Lechfeld i 955. Dette nederlag markerede afslutningen på magyarernes togter.
Væringerne i Miklagård
Vikinger i Konstantinopel
Fra slutningen af 900-tallet begyndte vikingerne at tage i kejserlig tjeneste i Konstantinopel, som de kaldte Miklagård (den store by). De blev kendt som væringer og udgjorde en elitevagt for den byzantinske kejser.
Den mest berømte væring var Harald Hårderåde, som senere blev konge af Norge. Han tjente en formue i Konstantinopel, før han vendte hjem for at kæmpe om magten i Norden.
Både vikingerne og ungarerne satte deres præg på Europas historie. Vikingerne spredte sig vidt og bredt – fra England til Rusland – og lagde grundstenen til nye riger. Ungarerne blev en fast del af Centraleuropa, hvor de dannede grundlaget for det senere Ungarn.
Selvom vikingerne er kendt som brutale plyndrere, var de også dygtige handelsfolk og bosættere, der spillede en afgørende rolle i Europas udvikling.
