Hundredårskrigen
Hundredårskrigen mellem England og Frankrig varede fra ca. 1340 til 1453, dog med flere pauser mellem kampene. Krigen blev udløst af en arvefølgekrise i Frankrig, hvor den engelske konge, Edward 3., gjorde krav på den franske trone. På trods af store sejre måtte England til sidst opgive at erobre Frankrig, blandt andet på grund af Jeanne d’Arc.
Baggrunden for krigen
Hundredårskrigen havde sin rod i den franske kong Filip den Smukkes død i 1314. Da han ikke efterlod sig mandlige arvinger, overtog hans brødre og senere hans brodersøn, Filip 6., tronen. Dette gjorde den engelske konge, Edward 3., utilfreds, da hans mor var Filip den Smukkes datter. Edward 3. hævdede derfor sin ret til den franske trone.
Frankrig havde en langt større befolkning end England, men landet var opdelt i mange len, og Filip 6. kunne ikke stole fuldt ud på sine lensmænd. Dette gav England en strategisk fordel.
Engelske Bueskyttere og de første sejre
I 1340 indledtes krigen med et stort søslag ud for den flamske by Brugge, hvor englænderne sejrede. Men økonomiske problemer tvang Edward 3. til at indstille kampene.
I 1345 bad Bretagnes hertug om hjælp fra England for at frigøre sig fra Frankrig. Edward 3. sendte en hær, der erobrede Normandiet og vandt en afgørende sejr ved Crécy i 1346. Slaget blev vundet takket være de engelske bueskytter, som kunne affyre seks-syv pile på den tid, det tog en fransk skytte at lade en armbrøst. Franskmændene led et massivt nederlag, og over 4000 franske ryttere blev dræbt.
Den Sorte Død og en ny strategi
Den Sorte Død (1347-1351) satte midlertidigt en stopper for krigshandlingerne. Da kampene blev genoptaget i 1355, mødte den nye franske konge, Johan den Gode, englænderne i slaget ved Poitiers i 1356. Endnu en gang blev franskmændene besejret, og kong Johan blev taget til fange.
Hans søn, Karl, lærte af nederlagene og beordrede de franske byer befæstet, hvilket gjorde det sværere for englænderne at vinde nye slag. Dette førte til freden i Brétigny i 1360, hvor Edward 3. måtte nøjes med at beholde Calais og Bordeaux-området.
Kampen blusser op igen
I 1415 genoptog England krigen under kong Henrik 5.. Slaget ved Azincourt blev endnu en stor engelsk sejr, hvor franskmændene mistede 7000 mand. Efterfølgende allierede hertugen af Burgund sig med England, og Paris faldt i 1419.
I 1428 belejrede englænderne Orléans, en strategisk vigtig by ved Loire-floden. Situationen så desperat ud for Frankrig, men her trådte en bemærkelsesværdig person ind på scenen.
Jeanne d’Arc ændrer krigens gang
I 1429 dukkede en ung bondepige, Jeanne d’Arc, op ved det franske hof. Hun overbeviste kronprinsen, Karl 7., om, at hun var sendt af Gud for at redde Frankrig. Med stor moral og karisma førte hun en hær til sejr og hævede belejringen af Orléans.
Hun fortsatte med at vinde slag, og den 17. juli 1429 blev Karl 7. kronet konge i Reims, hvor Jeanne d’Arc stod ved hans side. Hendes succes skabte ny nationalfølelse blandt franskmændene.
Jeanne d’Arcs fangenskab og død
I 1430 blev Jeanne d’Arc taget til fange af Burgund, som udleverede hende til englænderne. Hun blev stillet for en kirkelig domstol, anklaget for kætteri og brændt på bålet i Rouen i 1431.
Selvom Jeanne d’Arc døde, fortsatte franskmændene deres kamp. I 1453 blev Bordeaux erobret af franskmændene, og England mistede alle sine besiddelser i Frankrig – undtagen Calais.
Betydningen af Hundredårskrigen
Hundredårskrigen havde store konsekvenser:
- Frankrig blev samlet under en stærkere kongemagt, og lensmændenes indflydelse blev svækket.
- Nationalfølelsen voksede i både England og Frankrig.
- England begyndte at fokusere mere på interne anliggender, hvilket førte til de Rosekrigene (1455-1485) mellem slægterne York og Lancaster.
- Militært set betød krigen et skifte fra riddere til infanteri og artilleri.
Rosekrigene i England
Mens Frankrig fandt stabilitet, blev England kastet ud i borgerkrigen mellem husene York (hvid rose) og Lancaster (rød rose). Krigen kulminerede i slaget ved Bosworth i 1485, hvor Richard 3. blev dræbt, og Henrik Tudor (Henrik 7.) blev konge. Dette markerede starten på Tudor-dynastiet.
Tidslinje for Hundredårskrigen
- 1337: Edward 3. gør krav på den franske trone.
- 1346: Slaget ved Crécy – engelske bueskytter vinder over franskmændene.
- 1356: Slaget ved Poitiers – den franske konge Johan 2. tages til fange.
- 1360: Freden i Brétigny – englænderne beholder Calais og Bordeaux.
- 1415: Slaget ved Azincourt – endnu en engelsk sejr.
- 1429: Jeanne d’Arc befrier Orléans og får kronet Karl 7.
- 1431: Jeanne d’Arc henrettes af englænderne.
- 1453: Bordeaux erobres, og Hundredårskrigen slutter.
- 1485: Slaget ved Bosworth afslutter Rosekrigene – Tudor-dynastiet begynder.
Hundredårskrigen var en af de længste og mest betydningsfulde konflikter i europæisk historie. Den førte til en stærkere kongemagt i Frankrig og en national bevidsthed i begge lande. England mistede sine territorier i Frankrig og blev optaget af interne konflikter, mens Frankrig voksede sig til en centraliseret stat.
Selvom krigen var brutal og langvarig, banede den vejen for den moderne nationstat og ændrede Europas politiske landskab for altid.
