Den europæiske kolonisering af Afrika og Asien førte til en omfattende opdeling af verdensdele, hvor kun få nationer bevarede deres uafhængighed. Frankrig og England fik de største territorier, mens andre kolonimagter måtte tage til takke med mindre områder. Denne artikel dykker ned i, hvordan Afrika og Asien blev opdelt, og hvilke konsekvenser dette fik.
Koloniseringen af Afrika og Asien
Europæiske stormagter udvidede deres territorier massivt i det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. England havde allerede kontrol over Indien, hvilket inspirerede andre nationer til at følge trop i jagten på koloniale rigdomme.
Frankrigs ekspansion i Indokina
I Asien var Frankrig særligt interesseret i Indokina, da det lå tæt på Kina og kunne give adgang til det enorme kinesiske marked. Fra 1863 til 1893 erobrede Frankrig Cambodja, det sydlige Vietnam, Hanoi og til sidst Laos. Denne erobringsstrategi gjorde Frankrig til en dominerende magt i regionen.
Frankrigs dominans i Nord- og Vestafrika
I Afrika lå den franske interesse primært i Nordafrika. I 1830 erklærede Frankrig Algeriet for en del af Frankrig, men det tog først til 1847 at nedkæmpe modstanden. I 1881 blev Tunesien et fransk protektorat, mens Marokko først kom under fransk kontrol i 1912. Vestafrika blev også et vigtigt fransk kolonialt område, mens England havde sikret sig den østlige del.
Kampen om Congo – en brutal udnyttelse
En af de mest berygtede koloniale tragedier fandt sted i Congo, som den belgiske konge Leopold 2. gjorde til sin personlige ejendom. Med brutale metoder udnyttede han landets ressourcer, især gummi, elfenben, kobber og guld.
Leopold 2.s grusomme styre
Leopold 2. præsenterede sig selv som en velgører for Congo, men i virkeligheden plyndrede han landet. Lokale, der ikke leverede tilstrækkelige ressourcer, fik hugget hænder eller fødder af. Denne grusomhed blev afsløret af en britisk rederiansat, hvilket førte til en international skandale, der tvang Leopold til at sælge kolonien til den belgiske stat.
Berlin-konferencen i 1884
For at undgå konflikter mellem de europæiske stormagter indkaldte Tysklands kansler Otto von Bismarck i 1884 til en konference i Berlin. Her blev Afrika opdelt mellem stormagterne uden hensyntagen til de lokale befolkninger.
De europæiske magters deling af Afrika
- England fik Uganda og Nigeria.
- Frankrig sikrede sig store dele af Vestafrika.
- Belgien fik Congo.
- Tyskland fik Togo, Cameroun, Sydvestafrika (Namibia) og Tysk Østafrika (Rwanda, Burundi og Tanganyika).
Italiens forsøg på at kolonisere Afrika
Italien trådte sent ind i koloniløbet, men erobrede Eritrea og den sydlige del af Somaliland i 1880’erne. I 1896 led Italien dog et stort nederlag i Etiopien, hvilket begrænsede deres koloniale ambitioner.
Folkemordet på hereroerne
En af de værste ugerninger under koloniseringen fandt sted i Tysk Sydvestafrika (nu Namibia), hvor tyskerne i 1904-1907 næsten udryddede hereroerne.
Massakren i Kalahari-ørkenen
Efter et oprør blev hereroerne tvunget på flugt ind i Kalahari-ørkenen. Tyske soldater forgiftede vandhullerne og skød på flygtninge, hvilket førte til, at over 70.000 mennesker omkom. I 1910 var kun 15.000 hereroer tilbage.
Missionærernes rolle i kolonisationen
Kristne missionærer spillede en væsentlig rolle i koloniseringen. Mange missionærer forsøgte at hjælpe lokalbefolkningen og bekæmpe slavehandlen, men deres tilstedeværelse blev ofte udnyttet af kolonimagterne.
David Livingstone – missionær og opdagelsesrejsende
Den skotske missionær David Livingstone arbejdede i det sydlige og centrale Afrika for at bekæmpe slavehandlen. Han troede på, at handel og industri kunne give afrikanerne et alternativ til slaveri. Hans ekspeditioner bidrog dog også til britisk ekspansion i Afrika.
Koloniseringen af Sydøstasien
Ved begyndelsen af 1900-tallet var næsten hele Sydøstasien koloniseret af europæiske magter.
Koloniale besiddelser i Sydøstasien
- England kontrollerede Burma og Malaysia.
- Frankrig dominerede Indokina.
- Holland havde Indonesien.
- USA besad Filippinerne.
- Spanien havde tidligere haft Filippinerne, men mistede dem til USA.
Thailand – den eneste uafhængige stat
Siam, det nuværende Thailand, formåede at bevare sin uafhængighed ved at balancere mellem britisk og fransk indflydelse. Landets konge undgik at blive en kolonial besiddelse ved at alliere sig med neutrale handelsmagter som Danmark.
Den europæiske kolonisering af Afrika og Asien førte til store økonomiske, sociale og politiske forandringer. Mange kolonier blev udnyttet økonomisk uden hensyntagen til de lokale befolkninger. Først i midten af det 20. århundrede begyndte afkoloniseringen, hvor mange af disse nationer opnåede deres selvstændighed, men arven fra kolonitiden præger dem stadig i dag.
Tidslinje over opdeling af Afrika og Asien
Historiske begivenheder
- 1830 – Frankrig påbegynder koloniseringen af Algeriet.
- 1863 – Frankrig begynder erobringen af Indokina.
- 1881 – Frankrig gør Tunesien til et protektorat.
- 1884-1885 – Berlin-konferencen afholdes, og Afrika opdeles mellem europæiske stormagter.
- 1896 – Italien lider nederlag i Etiopien og opgiver erobringsplaner der.
- 1904-1907 – Det tyske folkemord på hereroerne i Tysk Sydvestafrika (nu Namibia).
- 1912 – Marokko bliver et fransk protektorat.
- 1914 – Første Verdenskrig bryder ud; kun Liberia og Etiopien er uafhængige i Afrika.
Afkolonisering og nutidige konsekvenser
- 1947 – Indien opnår uafhængighed fra Storbritannien.
- 1954 – Viet Minh besejrer Frankrig ved Dien Bien Phu; Indokina opdeles i Nord- og Sydvietnam.
- 1960 – “Afrikas år”: 17 afrikanske lande opnår uafhængighed.
- 1962 – Algeriet vinder selvstændighed efter en brutal krig mod Frankrig.
- 1975 – Angola og Mozambique bliver uafhængige fra Portugal.
- 1994 – Nelson Mandela bliver Sydafrikas første sorte præsident efter apartheidregimets fald.
- 2024 – Arven fra kolonitiden ses stadig i form af økonomisk ulighed og kulturelle spændinger i tidligere kolonier.
Fremtiden
- 2030 – Flere afrikanske og asiatiske lande forventes at opleve økonomisk vækst og øget global indflydelse.
- 2040 – Kolonialismens historiske arv vil fortsat blive debatteret, og tidligere koloniserede lande vil kræve mere anerkendelse og kompensation.
- 2050 – Forventet fuld integration af tidligere koloniale økonomier i den globale markedsstruktur.
- 2100 – Afrikas befolkning forventes at være fordoblet, hvilket vil have store økonomiske og politiske konsekvenser.
