Den Irske Hungersnød
I 1840’erne oplevede Irland en af de værste hungersnøder i Europas historie. Den var et resultat af århundreders engelsk undertrykkelse, en fejlslagen landbrugsstruktur og afhængigheden af kartoflen som fødegrundlag. Hungersnøden kostede omkring 1,5 millioner irere livet og tvang næsten 2 millioner til at udvandre, især til USA.
Baggrund: Engelsk Dominans i Irland
Irland havde i århundreder været under engelsk herredømme. Landet var opdelt i mange små kongeriger, hvilket gjorde det sårbart over for engelsk overtagelse. Fra 1600-tallet blev Irland reelt en engelsk koloni, og den irske befolkning blev undertrykt.
Engelske Godsejere Overtog Jorden
De engelske myndigheder konfiskerede store mængder irsk jord og gav den til engelske og skotske godsejere:
- 1594-1603: Oprør i det nordøstlige Irland blev knust, og jorden blev givet til engelske og skotske bosættere.
- 1649: Oliver Cromwell erobrede Irland og straffede irerne brutalt. Mange blev fordrevet fra deres jord.
- 1690: Slaget ved Boyne sikrede engelsk kontrol over Irland.
I 1700-tallet ejede irerne mindre end 5% af jorden. De blev et folk af fæstebønder, der var afhængige af at leje jord fra engelske godsejere. Mange godsejere boede slet ikke i Irland, men i England, hvor de brugte de penge, de tjente fra de irske fæstere.
Afhængigheden af Kartoflen
Trods fattigdom sikrede kartoflen, at irerne ikke sultede. Kartoflen var næringsrig, nem at dyrke og kunne gro i Irlands fugtige klima. Den blev hurtigt hovedføden for den irske landbefolkning.
Men denne afhængighed var farlig. Hvis kartoffelhøsten slog fejl, var der ingen andre fødekilder for de fattige irere.
Kartoffelpesten og Hungersnøden
I 1845 ramte en ukendt sygdom de irske kartoffelmarker. Planterne blev sorte, og knoldene rådnede. Dette skyldtes Phytophthora infestans, en svampesygdom, der spredte sig med lynets hast.
Konsekvenserne var katastrofale:
- I 1845 gik ca. halvdelen af høsten tabt.
- I 1846 blev næsten hele høsten ødelagt.
- Mellem 1845 og 1852 døde ca. 1,5 millioner mennesker af sult og sygdom.
- Ca. 2 millioner irere emigrerede, især til USA.
Englands Reaktion
Den britiske regering kunne have grebet ind for at hjælpe Irland, men dens reaktion var både langsom og utilstrækkelig.
Robert Peel (1845-1846): Begrænset Hjælp
Premierminister Robert Peel købte store mængder majs fra USA for at afhjælpe sulten. Han ophævede også de såkaldte “corn laws”, der gjorde korn unødigt dyrt. Men hans indsats var ikke nok.
John Russell (1846-1852): Ingen Hjælp
Efter Peel blev han erstattet af John Russell, hvis regering var uinteresseret i at hjælpe Irland. De stoppede nødhjælpen og mente, at irerne selv måtte løse deres problemer. Samtidig:
- Eksporterede irske godsejere stadig korn og kvæg til England, mens irerne sultede.
- Mange godsejere smed deres fæstebønder ud, fordi de ikke kunne betale leje.
Den Store Udvandring
For mange irere var eneste løsning at flygte. Hundredtusinder strømmede til havnene og tog afsted med skibe til England eller USA.
Flydende Ligkister
De fattige irere havde ikke råd til sikre skibsrejser. Mange rejste på overfyldte skibe, der blev kendt som “flydende ligkister”:
- 3-4 gange så mange passagerer, som der var plads til.
- Dårlige sanitære forhold førte til sygdomme.
- Op til 25% af passagererne døde under rejsen.
De, der overlevede, slog sig ned i store byer som New York og Boston, hvor de dannede irske samfund.
Konsekvenser af Hungersnøden
Folketab
Irlands befolkning faldt drastisk:
- I 1841 boede der 8,1 millioner i Irland.
- I 1851 var tallet faldet til 6,5 millioner.
- I dag (2023) bor der kun ca. 5 millioner i Irland.
Sociale Forandringer
Ironisk nok førte hungersnøden til bedre vilkår for de irere, der blev tilbage:
- Jorden blev bedre fordelt blandt færre mennesker.
- Flere bønder fik større landbrug.
- Lovgivning i slutningen af 1800-tallet gav irske fæstere flere rettigheder.
Politisk Betydning
Den britiske regerings håndtering af hungersnøden skabte en dyb mistillid mellem Irland og England. Mange irere så det som et folkedrab, og det styrkede kampen for irsk selvstændighed. I 1922 fik Irland endelig sin frihed.
Tidslinje
- 1594-1603: Engelsk overtagelse af Nordirland.
- 1649: Oliver Cromwell straffer irerne hårdt og konfiskerer jord.
- 1690: Slaget ved Boyne sikrer engelsk herredømme over Irland.
- 1845-1852: Kartoffelpesten og den store hungersnød.
- 1846: Premierminister John Russell stopper nødhjælpen.
- 1851: Irlands befolkning er faldet med 2 millioner.
- 1881: William Gladstone forbedrer irske fæsteres rettigheder.
- 1922: Irland bliver selvstændigt fra Storbritannien.
Den irske hungersnød var en af de værste humanitære katastrofer i Europas historie. Den viste, hvordan politiske beslutninger kunne forværre en naturkatastrofe. Selvom hungersnøden førte til sociale forbedringer på lang sigt, efterlod den et ar i den irske befolkning, som stadig mærkes i dag.
