Det nye verdensbillede
Forestillingen om, at Jorden gik rundt om Solen, stred imod den traditionelle opfattelse og mødte stærk modstand fra kirkelige autoriteter. Det var først med Isaac Newtons beviser, at kirkerne til sidst måtte acceptere det heliocentriske verdensbillede.
Det gamle verdensbillede
Omkring år 1500 troede man, at Jorden var universets centrum, og at syv himmellegemer kredsede om den: Saturn, Jupiter, Mars, Solen, Venus, Merkur og Månen. Himlen var opdelt i sfærer, hvor den yderste var stjernernes faste kugle. Inden for Månens sfære var alting dødeligt og forgængeligt, mens alt udenfor var evigt og guddommeligt. Denne teori stammede fra Aristoteles.
Kopernikus’ opdagelse
Den polske astronom Nikolaus Kopernikus udfordrede det geocentriske verdensbillede. Han byggede på gamle græske ideer og argumenterede for, at Jorden kredsede om Solen, ikke omvendt. Hans beregninger af planeternes afstande var rimeligt nøjagtige, men han havde et problem: hvis Jorden bevægede sig, burde stjernerne ændre position (parallakse), men dette kunne ikke observeres.
Kopernikus mente, at stjernerne måtte være uendelig langt væk, men han tvivlede selv og offentliggjorde først sine teorier i 1543, kort før sin død.
Tyge Brahes opdagelser
I 1572 opdagede den danske astronom Tyge Brahe en ny, strålende stjerne på himlen. Det var en supernova, men på den tid troede man, at stjernerne var uforanderlige. Tyge Brahe beviste, at Aristoteles tog fejl – himlen var ikke statisk.
Frederik 2. gav Brahe øen Hven, hvor han byggede observatorierne Uranienborg og Stjerneborg. Hans observationer var så præcise, at de først blev overgået 30 år efter teleskopets opfindelse.
Kepler og planeternes baner
Tyge Brahes elev, Johannes Kepler, brugte Brahes observationer til at bevise, at planeterne bevægede sig i elliptiske baner – ikke perfekte cirkler. Han offentliggjorde sine love i 1619.
Galileis teleskop og kirkens modstand
I 1609 byggede Galileo Galilei sin egen kikkert og opdagede:
- Månen havde bjerge og dale
- Jupiter havde fire måner
- Mælkevejen bestod af utallige stjerner
- Solen havde pletter
Galileis observationer understøttede Kopernikus’ teori, men han gik videre og erklærede, at det var en kendsgerning, at Jorden bevægede sig. Dette bragte ham i konflikt med kirken.
Galileis retssag
I 1616 erklærede en kirkelig domstol, at det var kætteri at sige, at Jorden bevægede sig. Galilei blev advaret, men fortsatte sine undersøgelser. I 1633 blev han tvunget til at afsværge sin teori og indrømme, at Jorden stod stille. Ifølge en legende mumlede han bagefter: “Men den bevæger sig alligevel.”
Newton og tyngdeloven
Den endelige bekræftelse af det heliocentriske verdensbillede kom fra Isaac Newton. I 1687 formulerede han tyngdeloven og viste, at:
- Alle legemer tiltrækker hinanden
- Planeterne bevæger sig i ellipser, ikke cirkler
- Tyngdekraften forklarer både Månens og planeternes bevægelser
Efter Newtons opdagelser ophørte al væsentlig kritik af teorien, og i 1700-tallet blev heliocentrismen universelt accepteret.
Stjernernes afstand
Kopernikus havde ret i, at stjernerne var uendelig langt væk, men ingen kunne bevise det. Først i 1830’erne målte Thomas Henderson og Friedrich Wilhelm Bessel stjernernes parallakse og fastslog deres enorme afstande.
Tidslinje
- 1543: Kopernikus hævder, at Jorden kredser om Solen
- 1572: Tyge Brahe opdager en supernova
- 1613: Galilei opdager Jupiters måner
- 1619: Kepler fastslår, at planeterne bevæger sig i ellipser
- 1633: Galilei tvinges til at afsværge sine teorier
- 1687: Newton beviser tyngdeloven og planeternes bevægelser
Overgangen fra det geocentriske til det heliocentriske verdensbillede var en af de største revolutioner i videnskabens historie. Trods modstand fra kirken blev det til sidst bevist, at Jorden kredser om Solen, og at universet er langt større, end nogen tidligere havde forestillet sig.
